Museet blæser låget af den store julekasse

Søndag 13. november 2016 kl. 12:00

I årets juleudstilling på Museum Østjylland er den tungtlastede julekasse åbnet på vid gab, og al julens pynt, lækkerier, sange og traditioner fundet frem.

Udstillingen ”Den store julekasse” med Jyllands største julekasse åbner nu på Museum Østjylland! Gertrud Sand fra ”The Julekalender” kigger forbi til den festlige åbning.

Ny særudstilling: ”Den store julekasse”, lørdag den 19. november 2016 – søndag den 1. januar 2017 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.

”Den store julekasse” er en rejse ind i alle tiders historiske jul med minder fra flere hundrede års jul. Her er finurlige fortællinger og sjove aktiviteter for hele familien. Hør for eksempel historien om julegaverne, der er flere hundrede år gamle, om det fine tøj til juleaften og prøv skibakken fra 1950’erne. Eller læn dig tilbage i sofaen, nyd DR´s gamle julekalendere og glæd dig til at netop din ynglings-scene forhåbentlig dukker op.

Julen spænder bredt
Det er museumsinspektør Lisette Berg Andersen, der sædvanen tro har tilrettelagt årets juleudstilling. Som det er blevet en fast tradition på museet, rummer juleudstillingen naturligvis hyggelige aktiviteter for børnene.

”Jeg glæder mig altid rigtig meget til at lave juleudstilling på museet. Både til at dykke ned i genstandenes spændende historier, og især til at ”spænde” sjove børneaktiviteter ud over julens mange temaer. I år har vi faktisk udviklet så forskellige ting som en sparebøsse-aktivitet og en engle-aktivitet”, fortæller Lisette Berg Andersen.

Traditioner hører julen til
Det er fjerde år, at Museum Østjylland åbner for en stor særudstilling udelukkende om julen og alle den facetter. Hundredvis af skoleelever besøger hvert år juleudstillingen, hvor museets Skoletjeneste tager sig kærligt af dem og propper deres ører og øjne fulde af viden om den historiske jul. For mange familier er et besøg i museets juleudstilling efterhånden blevet en fast del af deres juleforberedelser.

Spare-jul på museet
I år har museet været heldig at kunne låne et større antal sjove og smukke jule-sparebøsser fra Danmarks eneste Sparebøssemuseum, som ligger i Randers. Inge Nielsen, der til dagligt passer Sparrebøssemusset, har rundhåndet delt ud af museets 3.500 sparebøssers historier. Historierne om de ”julerelaterede” sparebøsser indgår naturligvis i juleudstillingen ”Den store julekasse”.

Hwor er den stur’ kas’ med julepynt henne?

Juleudstillingen åbnes på festligste vis af kvinden med alle tiders store kasse med julepynt, Gertrud Sand (alias entertaineren Carsten Knudsen fra ”De Nattergale”) og borgmester i Randers Kommune, Claus Omann Jensen.

* Juleudstillingen åbner lørdag den 19. november 2016, kl. 11. Alle er velkomne. Museet byder på en lille forfriskning. Der er gratis adgang.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.