Mere politi i nærområderne

Østjyllandidag
Torsdag 15. april 2021 kl. 19:00

Mere politi i nærområderne

.
Som følge af den nye politiske flerårsaftale for politiet og anklagemyndighederne kommer der flere betjente på politistationerne i nærområderne.

Et af flerårsaftalens grundelementer er gennemførelse af en nærhedsreform af politiet.

Nærhedsreformen skal styrke politiets tilstedeværelse med flere beredskabspatruljer, flere lokalbetjente og nye nærpolitienheder.

”Flerårsaftalen har blandt andet til formål at bringe politiet tættere på borgerne. Politiet skal være nærværende og langt mere til stede lokalt, og de ressourcer og kompetencer, politiet råder over, skal i højere grad bruges tæt på borgerne i politikredsene,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.

Derfor udvider Nærpolitiet i Odder og samtidig flyttes der i nye lokaler og man udvider åbningstiderne.

I Østjyllands politikreds er der på nuværende tidspunkt, foruden hovedstationen i Aarhus og stationerne i Aarhus Vest, Randers og Grenaa, seks nærstationer fordelt over hele Østjylland samt en landbetjent på Samsø.

Det vil der også være fremadrettet, men på nærpolitistationen i Odder vil antallet af betjente blive øget fra de nuværende tre til fem, og åbningstiden bliver udvidet fra 10 til 25 timer om ugen.

Samtidig flytter nærpolitiet fra de nuværende lokaler på Rådhusgade 40 til nye lokaler på byens rådhus.

”Det lokale handlerum til at træffe beslutninger tættere på borgerne skal styrkes, hvilket efter min opfattelse sker blandt andet ved etablering af den nye politistation i Odder.

Samtidig rykker vi helt tæt på vores meget vigtige samarbejdspartner, Odder Kommune, og vi glæder os til det fortsatte, tætte samarbejde,” siger Kirsten Dyrman.

Hvis alt går som planlagt, er forventningen, at nærpolitiet i Odder vil være klar til at byde borgerne indenfor i den nye nærpolitistation i løbet af august 2021.






© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.