Lokal ejendomsmægler sælger huse i Afrika

Torsdag 30. november 2017 kl. 07:22

Lokal ejendomsmægler sælger huse i Afrika
Det handler om hjælp til at give burundiske familier tag over hovedet. Foto: www.adra.dk/peb
Udviklings- og nødhjælps-organisationen ADRA Danmark har udvidet samarbejdet med mæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Det betyder, at du igen via din lokale mægler i Randers kan købe et hus i Burundi.

Huset er det så meningen, at du skal donere til en burundisk familie, som har været ramt af borgerkrig og hjemløshed, og dermed hjælpe dem med at genopbygge deres tilværelse.

EDC Poul Erik Bech, Dytmærsken 18 i Randers, er med i et større samarbejde med udviklings- og nødhjælpsorganisationen ADRA Danmark, som har til formål at give boligløse og udsatte burundiske familier tag over hovedet.

Tilbuddet lyder sådan: Køb et hus nu og få gratis startpakke til familien Du kan via mæglerbutikken enten købe et helt hus for 3.950 kr. eller donere et beløb til projektet, som går til eksempelvis en hoveddør, et tag eller såsæd.

EDC Poul Erik Bech afholder alle omkostninger til annoncering og salg, så støtten går direkte til projektet. Herefter står ADRA for alt det praktiske og sikrer, at pengene går til familierne, som selv opfører husene af lokale materialer under vejledning af lokale håndværkere.

”De, som donerer et helt hus, får lov til selv at navngive huset, hvis de ønsker dette, og når huset er færdigbygget, modtager man som tak et billede af familien foran huset. Og når man læser nogle af de burundiske familiers hilsner, er man ikke i tvivl om, at dette projekt gør en stor forskel for deres liv,” forklarer Jesper Adamsen fra EDC Poul Erik Bech i Randers.

Jesper Adamsen fortæller også, at Poul Erik Bech Fonden, som ejer størstedelen af EDC Poul Erik Bech, foruden en større donation til ADRAs arbejde i Burundi på ca. 550.000 kr., også donerer startpakker med blandt andet køkkenudstyr, tøj og tæpper til alle huse, der købes i 2017 via en af firmats boligbutikker eller via www.adra.dk/peb Han håber, at kunder og andre interesserede vil være med til at bakke op om projektet.

”Dette projekt giver symbolsk set god mening for os som aktør i ejendomsbranchen. Vi ved jo, at det at have sit eget hus er helt essentielt for at kunne opbygge en tryg og god fremtid. I dag bor mange af familierne i Burundi i små hytter, som er lavet af blade, græs og grene. De kan ikke holde regnen ude, og både børn og voksne bliver ofte syge. De mangler i den grad et hjem med trygge og sunde rammer. Ud over huset får familien også et lille stykke jord, såsæd og frugttræer, hvilket er en livsgivende gave i et land som Burundi,” forklarer Jesper Adamsen.

* Kunder og andre interesserede, som vil høre mere om projektet, er velkomne til at kigge forbi butikken i Dytmærsken 18, Randers, og få en brochure, ligesom det er muligt at læse mere på www.adra.dk/peb

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.