Langåelever cyklede førstepræmie i hus

Torsdag 11. oktober 2018 kl. 07:54

Langåelever cyklede førstepræmie i hus
Eleverne fra 4. A. på Langå Skole blev de glade vindere af en tur til Djurs Sommerland.


Langåelever cyklede førstepræmie i hus
Majken Vestergaard, færdselskontaktlærer på Langå Skole - det er motiverende.
Eleverne fra 4. A. på Langå Skole blev de glade vindere af en tur til Djurs Sommerland, fordi de har vundet førstepræmien i kampagnen 'Alle Børn Cykler.'

Den landsdækkende kampagne "Alle Børn Cykler" ruller hvert år i september måned på mange skoler i hele Danmark. Formålet med kampagnen er at motivere flere elever til at vælge cyklen som transportmiddel til skole og fritidsinteresser. Langå Skole tilmelder hvert år alle klasser på skolen til kampagnen:

"Jeg er meget tilfreds med, at den årligt tilbagevendende kampagne hvert år skubber flere og flere elever i sadlen her på skolen. Alle undersøgelser viser jo, at elever, der bevæger sig, får et større fysisk overskud, der gør dem mere motiverede til at lære," siger Majken Vestergaard, færdselskontaktlærer på Langå Skole.

Udover at deltage i den årlige cykelkampagne, arrangerer Langå Skole hvert år en færdselsuge for alle elever i marts måned:

"Hvis eleverne skal blive glade for at cykle til skole, gælder det selvfølgelig også om at gøre dem trafiksikre. Det gør vi blandt andet ved at øve førstehjælp samt teori og behændighed på cykelbaner i færdselsugen," siger Majken Vestergaard.

Cykelkampagne for alle elever
De klasser, der deltager i kampagnen, har mulighed for at vinde nationale og lokale præmier. Jo flere dage eleverne cykler, desto flere lodder får de i den afsluttende lodtrækning om at vinde præmier til hele klassen. Både cykling til og fra skole, cykling i fritiden som en aftentur med forældrene og cykling til og fra fritidsaktiviteter tæller som cykeldage. Cykling med hjelm giver dobbelt point:

"Jeg bor for langt væk til at cykle til skole, når jeg bor hos min far. Derfor har jeg i kampagneperioden cyklet ekstra mange ture i skovene tæt ved mit hjem for at være med i kampagnen. Det har været fedt, for jeg elsker at cykle," fortæller Emil Schou Boye Jensen fra 4. A på Langå Skole.

* Randers Cykelby støtter hvert år kampagnen "Alle Børn Cykler" med lokale præmier. Førstepræmien, en tur til Djurs Sommerland, går til 4. A på Langå Skole. Eleverne i 2. C på Assentoftskolen kan derimod glæde sig til en tur i biografen, fordi de vandt andenpræmien, mens 3.A på Assentoftskolen kan se frem til at få 1000 kroner til klassekassen, som var tredjepræmien.

I Randers Kommune deltog 2696 elever i kampagnen i 2018. På landsplan deltog 116.832 elever.

"Alle Børn Cykler" arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


Majken Vestergaard, færdselskontaktlærer på Langå Skole - det er motiverende.
© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.