LÆSERBREV: Veteraner - Hvor er den politiske vilje til at anerkende psykiske skader?

Debat
Fredag 19. april 2019 kl. 16:00

Af Iben Sønderup, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Østjylland.
Veteranhustru. Havevej 9, 8870 Langå.

Jeg har lige genset dokumentaren "Soldaten der døde". Den handler om en Afghanistan-veterans kamp for at finde mening i livet efter en mission, hvor han blev skudt, døde og blev genoplivet igen.

Man ser en rekonstruktion af hændelsen hvor han bliver skudt og kæmper sig tilbage i kampvognen. Og man følger hans hospitalsindlæggelse og lange kamp for genoptræning og det arbejde, han gør for at hjælpe andre veteraner. Han sætter ord på den identitet, en soldat har og det stærke sammenhold, der er blandt soldater og veteraner.
Man møder flere af de veteraner, han hjælper og kæmper for. Man møder også hans kone, som dybt berørt fortæller om, hvordan det var, da hun fik beskeden om, at han var hårdt såret, og at de ikke vidste, om han ville overleve.

I mit netværk er der mange veteraner. Og jeg møder også mange af de veteraner og pårørende, der bor i Randers Kommune, fordi jeg med jævne mellemrum besøger vores veterancafé.
En eftermiddag i veterancaféen byder ofte på nogle meget dybe historier. Man skal være klar til at høre på voldsomme oplevelser her. Og man skal kunne rumme den smerte, mange af vores veteraner og deres pårørende føler.

Som samfund er vi stadig alt for dårlige til at respektere vores veteraner og det arbejde, de har udført. Mange veteraner frygter at blive stemplet som utilregnelige på grund af de historier, der har været i pressen om veteraner, der er gået amok. Men virkeligheden er, at veteranerne er meget forskellige. Mange har et fuldstændig almindeligt hverdagsliv. Andre kæmper med store problemer. Men ingen kommer upåvirket hjem fra en krig. Samtidig er det vigtigt at fortælle, at en veteran med PTSD ikke er farlig. Men det er et menneske med særlige udfordringer.

I Jylland er vi heldige at have PTSD-klinikken i Aarhus. Her findes nogle rigtig dygtige specialister, som har hjulpet mange PTSD-ramte veteraner med at få det bedre og få livet til at fungere igen.

Men vi har stadig en del at kæmpe for, før veteranerne mødes med den respekt, de fortjener. Fx er det fuldstændig urimeligt, at det skal være så svært at få en arbejdsskadeerstatning. I 2017 opfandt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen retten til en "second opinion" for de veteraner, der havde fået afslag på deres ansøgning om arbejdsskadeerstatning. Altså muligheden for en ny vurdering af deres sag.

Her er tale om en gruppe, der er PTSD-ramte, hvilket er blevet diagnosticeret af en speciallæge i psykiatri. Vel at mærke en psykiater, som Arbejdsmarkedets ErhvervsSikring (AES) selv har udpeget.
AES har ved udgangen af 2018 bestilt 125 nye speciallægeerklæringer. Ud af de mange, er det kun én, der via second opinion har fået ændret afslaget til en anerkendelse af arbejdsskaden. 62 har fået et nyt afslag. Resten er endnu ikke afgjort.

I afslagene henvises der systematisk til den første vurdering, som var grundlaget for afslaget. Selv om psykiater nummer to i rækken vurderer, at her er der tale om en psykisk arbejdsskade som følge af udsendelsen på international mission. Hvordan kan AES systematisk afvise de vurderinger, som de læger de selv har udpeget, giver? Og hvordan tror man, det påvirker veteranerne at skulle igennem dét at fortælle deres historie og udpensle deres symptomer igen? Krigstraumer er ikke nogen fornøjelse at tale om.

Et andet problem er, at en psykisk arbejdsskade kun anerkendes i tilfælde af PTSD. Men veteraner kan også få andre psykiske lidelser end lige PTSD. Nogle får depression eller angst. Andre får det, der hedder "personlighedsændring efter katastrofeoplevelse". For dem er der ikke noget at komme efter. For en anerkendelse gives KUN til veteraner med PTSD – hvis de altså er så heldige, at afgørelsen falder ud til deres fordel.
Vi ved, at selvmordsraten for Balkan-veteraner er høj og stigende. Og lige præcis dén gruppe fik ingen hjælp, da de kom hjem. Når de så har kæmpet sig igennem i mange år, for derefter at gå ned med flaget, er det næsten umuligt for dem at få en erstatning. For nu skal de bevise, hvor dén og dén mortergranat faldt for 25 år siden.

Alle de vagtrapporter om skudepisoder og granatnedslag, som soldaterne udarbejdede under krigen, hvor er de? Hvordan kan man tro, at det IKKE påvirkede soldaterne at se magtesløse til, mens de lokale grupper slog hinanden ihjel for øjnene af dem, og de ikke måtte gribe ind på grund af et forfejlet FN-mandat?
Hvorfor svigter man de soldater, der tog til Balkan for Europas sikkerhed i 90'erne? Til Irak, Afghanistan og alle de andre missioner?

Min kollega i Folketinget, Bjarne Laustsen (S), har stillet flg. spørgsmål til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:
" Vil ministeren imødekomme de soldater, der har en lægeerklæring, der siger, at de har fået PTSD, fordi de har været udsendt?"

Dette og andre spørgsmål behandles på et åbent samråd d. 25. april, indkaldt af Beskæftigelsesudvalget i Folketinget. Jeg er spændt på at høre hvad ministrene svarer. Var veteranpakken bare spil for galleriet? Eller har ministrene et reelt ønske om at hjælpe de psykisk sårede veteraner? Det vil vise sig.

Krig gør noget ved mennesker. Og der er ingen, der kommer upåvirket hjem. Man har overladt veteranerne og deres pårørende fuldstændig til sig selv. I Danmark har vi tusindvis af veteranhustruer og –børn, som står alene med opgaven at passe på deres veteran, når det hele er svært. Det er simpelthen ikke godt nok. Det kan vi gøre meget bedre. Hvis der altså er politisk vilje til det.