Læserbrev: S-partibosserne ud af borgmesterkontoret

Debat
Onsdag 22. september 2021 kl. 11:00

Læserbrev: S-partibosserne ud af borgmesterkontoret
Kalle Nielsen, Medlem af byrådsnetværket for Enhedslistens Randers


Af Kalle Nielsen, Medlem af byrådsnetværket for Enhedslistens Randers

Læserbrev: S-partibosserne ud af borgmesterkontoret

Borgmesteren har de sidste tre år inviteret partibosserne fra sit eget parti til at deltage, lytte, notere og blande sig, når borgmesteren forud for budgetforhandlingerne holdt møder med de enkelte andre partier. Det er faktuelt en særskilt betjening af borgmesterens eget parti, som borgmesteren og dermed forvaltningen udøver, og det er muligvis ulovligt - det er i hvert fald dybt kritisabelt.

En aktindsigt i sidste års invitation og relateret korrespondance har vist, at det er privat, at Torben Hansen inviterer partikammeraterne med til hans borgmestermøder med andre partier. Men uanset om Torben Hansen på den måde forsøger at undgå aktindsigt og en mulig tilsynssag, så ændrer Torben Hansens private invitationer intet ved, at han som borgmester tillader sine partibosser at deltage i de møder, som ellers på papiret er indledende rammemøder mellem borgmesteren, kommunaldirektøren og de enkelte partier. Det er dybt forkasteligt.

En borgmester er formand for kommunalbestyrelsen og skal betjene byrådet medlemmer ens og retfærdigt. Privat at invitere sit eget partis partibosser til borgmesterens møder med de respektive andre partier og dermed give særskilt borgmester- og forvaltningsbetjening til sit eget parti er ikke bare usympatisk og magtfuldkomment - det er desværre også med til i den grad at reducere tilliden til borgmesteren.

Desværre er det ikke kun de socialdemokratiske partibosser der fylder i borgmesterkontoret. Tidligere år har også socialdemokratiske byrådsmedlemmer deltaget og har på besynderlig vis været aktivt til stede, når vi har haft møde med borgmesteren. Det har været åbenlyst, at det næppe er borgmesteren, der leder borgmesterkontoret, vurderet ud fra disse møder - men derimod ikke-folkevalgte socialdemokratiske partibosser og toneangivende socialdemokratiske byrådsmedlemmer.

Socialdemokratiske partibosser og socialdemokratiske byrådsmedlemmer skal ud af borgmesterkontoret, når borgmesteren holder indledende rammemøder særskilt med andre enkelte partier før budgetforhandlingerne starter. Torsdag 23/9 får vi at se, om borgmesteren i denne sag er blevet borgmester af gavn.

Deltag i debatten på Facebook



Deltag i debatten på Randersidag.dk



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.