Læserbrev: Mammografi og kræft

Debat
Tirsdag 14. november 2023 kl. 12:00

Læserbrev: Mammografi og kræft
Billede af Elías Alarcón fra Pixabay


Indsendt af: Lene Bang

Læserbrev: Mammografi og kræft

Alle er enige om, at bryster skal støttes, men ikke alle er enige om hvordan. Danskerne har rundhåndet givet en formue til Støt Brysternes stort opsatte indsamlingskampagne til "kræftsagen". Spørgsmålet er, om de mange penge anvendes på den rette måde, da mange læger og professorer i ind- og udland mener, at der forekommer "overdiagnosticering" i forbindelse med mammografi, hvorved man risikerer at overbehandle rask brystvæv.

Hvordan mon selve mammografien påvirker ens bryst, når det med stor vægt presses sammen og det følsomme mælkekirtelvæv bombarderes med stråler? Kan nogen give en garanti for, at det er fuldstændig harmløst? Bliver kvinderne oplyst om, at der hersker delte meninger omkring mammografi?

Når man sætter så meget fokus på brystcancer, fremmer det en opfattelse i befolkningen om, at vi alle er i risiko for at blive ramt, og at vi derfor skal gå og være bange hele tiden. Hvis man er rask, er man alligevel muligvis syg, uden at det er blevet opdaget endnu. Det er en tankegang, vi er blevet belært om under coronaen, hvor alle blev gjort til patienter, fordi man fik at vide, at man godt kunne smitte andre uden selv at være syg og derfor skulle vaccineres igen og igen og risikere bivirkninger.

Frygt for sygdom er desværre meget oppe i tiden, og mammografi er en trussel om sygdom, der skaber frygt. Hvordan kan man vide, at eventuelle "fund" vil føre til kræft? Hvorfor er det lige netop brystkræft, og ikke alle mulige andre sygdomme, man "motiveres" til at være bange for? Hvorfor forholder man sig ikke til de læger, som fraråder mammografi?

Når der er så mange delte meninger, håber jeg, at man vil genoverveje det fornuftige, både sundhedsmæssigt og økonomisk, i fortsat rutinemæssigt at indkalde kvinder til mammografi. Jeg har spurgt sundhedsmyndighederne og Kræftens Bekæmpelse om dette og håber, de vil tage disse overvejelser op til debat, for jeg kender mange, som er skeptiske ved mammografi.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.