LÆSERBREV: Der er brug for et tørklædeforbud i folkeskolen

Debat
Søndag 21. april 2019 kl. 09:10

LÆSERBREV: Der er brug for et tørklædeforbud i folkeskolen

Af David Munk-Bogballe, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Randers.

Det er et problem, når muslimske piger, fra de er otte-ni år, sendes i skole iført hovedtørklæde. Selvom der kun er tale om et stykke stof, der kan være både flot bundet og smukt dekoreret, må dets betydning ikke undervurderes. Folkeskolen er dér, hvor grundlaget for det fællesskab, Danmark er og bygger på, for alvor skabes. Børnene føres ind i sproget, i fortællingerne, i historien, i digtene, i geografien, i traditionerne, i samfundsindretningen. De bliver en del af institutionen “skolen”, får titlen “elev” og sættes i en klasse, som udgør det fællesskab, de skal være og lære i i ti år. Det sammenhold, der kommer ud af den fælles erfaringsverden, der skabes, muliggør opretholdelsen af det velfungerende og solidariske tillidssamfund, vi lever i.

Når muslimske forældre sender deres piger i skole med hovedtørklæde bidrager det imidlertid til at svække tilliden og solidaritetens fundament. Tørklædet tydeliggør, understreger og hævder en grundlæggende forskel på “dem”, danskerne, og “os”, muslimerne, fra klokken ringer ind, til skoledagen er ovre. For børn er hovedtørklædet nemlig et meget stærkt symbol. Det gælder for pigerne, der bærer det, men også for klassekammeraterne og de øvrige elever på skolen.

Tørklædet ledsages af en særlig moral og fastholder bæreren og omgivelserne med stærke forventninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Går man med hovedtørklæde, er man en rigtig muslim; gør man ikke, er man vantro. Spiser man kød, der er slagtet efter koranens forskrifter, er man ren; spiser man svinekød, er man uren. At lege med drengene er forbudt, at deltage i idræt er forbudt, at deltage i børnefødselsdage er forbudt, at tage med på lejrskoler er forbudt. Ikke for alle muslimske piger, men for mange. Og der holdes øje med, om man bliver på dydens smalle sti. Pigerne kontrollerer hinanden, og deres brødre og bekendte af familien hjælper til. På den måde sikres det, at pigerne opfører sig ærbart og drengene ærefuldt. Den sociale kontrol, der tales så meget om, bliver til virkelighed.

Selvom pigerne med tørklæde måske nok ved, at Ida ikke ender i helvede, fordi hun spiser leverpostej, er det misbilligende “bvad”, der følger hver mundfuld, Ida tager, alligevel betydningsfuldt. Ida og Aisha kan have det fint sammen i klassen, men pigerne og deres forældre tager alligevel den forskel, som tørklædet hævder, til efterretning, og det er sjældent, Ida og Aisha hopper i trampolin sammen i haven og overnatter hos hinanden, når de har fri. Dermed dannes der tidligt et mønster, hvor Ida leger med Alberte, og Aisha med Fatima. Det mønster forstærkes af gentagelse, og når pigerne starter på en ungdomsuddannelse, er det typisk så fastlåst, at de fællesskaber, de dér bliver en del af, er sammenfaldende med gruppernes respektive etniciteter. Den efterfølgende historie kender vi: Vi lever i parallelle samfund, og vi har svært ved at finde hinanden i en fælles fortælling. Vi er ikke en del af de samme foreninger, vi deltager ikke i de samme begivenheder, vi har få fælles referencepunkter, og vi bliver ikke kærester med hinanden og stifter familie sammen.

De mønstre skal brydes, og et tørklædeforbud et væsentligt tiltag, der kan være med til at bringe os tættere på hinanden. Forbuddet handler nemlig ikke kun om pigerne i skolen; det handler også om at gøre det klart for de forældre, der sender deres piger ud i verden med tørklæde, at der er en grænse for den religion, de opdrager deres børn efter. Man kan have Allah med sig i hjertet overalt, både til matematik, idræt, børnefødselsdag og på lejrskole. Tørklædet, derimod, må vente, til klokken har ringet ud."

© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.