LÆSERBREV: Bevar paradigmeskiftet, for Danmarks skyld

Debat
Torsdag 11. april 2019 kl. 08:00

LÆSERBREV: Bevar paradigmeskiftet, for Danmarks skyld

Af Nick Zimmermann, Danmarksgade 15, Randers - byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers og Folketingskandidat.

Et af de vigtigste politiske tiltag i nyere dansk politiks historie, er uden tvivl paradigmeskiftet. Det sikrer nemlig, at de migranter der kommer til Danmark kun skal være her midlertidigt, indtil de kan vende tilbage til deres hjemlande, samt at ydelserne til migranter falder. En fantastisk politisk sejr for hele Danmark.

Men bedst som noget af det vigtigste på det udlændingepolitiske område i mange år er blevet gennemført, kom Morten Østergaard og Radikale Venstre på banen med et ultimativt krav til Mette Frederiksen. Paradigmeskiftet skal rulles tilbage, ellers kan Mette Frederiksen ikke blive statsminister, lød udmeldingen. Dermed blev et stort emne for den kommende valgkamp født. Med andre ord vil de Radikale hente tusindvis af migranter til Danmark, lade dem blive her selvom der er sikkert i deres hjemland, og give dem mange flere penge hver måned. Oven i det, vil de igen hente kvoteflygtninge hertil, mindst 500 om året. Hvis det sker, vil det have enorme konsekvenser for vores danske værdier og for vores danske kultur.

SF, Enhedslisten og Alternativet er i øvrigt helt enige i, at vi i Danmark skal tage imod langt flere migranter. Det vil med andre ord blive en katastrofe for Danmark, hvis de partier kommer til at styre den danske udlændingepolitik efter næste valg.

Selv i Socialdemokratiets bagland er der modstand mod den stramme udlændingepolitik. Det gælder også for nogle af de nuværende folketingsmedlemmer i Socialdemokratiet. Men med de Radikales, og resten af den yderste venstrefløjs melding står det nu helt klart, at danskerne har et klart valg: En blå blok ført an af Dansk Folkeparti, med en stram udlændingepolitik, eller en rød blok med en slap udlændingepolitik.

Hvis vi skal bevare Danmark som det land vi kender i dag med frihed, sikkerhed, tryghed og tillid er det altafgørende at paradigmeskiftet bevares. Derfor vil jeg, hvis jeg bliver valgt til Folketinget, arbejde benhårdt for massive hjemsendelser, et total asylstop, samt permanent grænsekontrol.

Det gælder Danmarks fremtid.

© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.