Lån forlænger kun pinen

Debat
Mandag 19. september 2022 kl. 10:00

Lån forlænger kun pinen
Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre


Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget for Venstre

Lån forlænger kun pinen

Det kan umuligt være gået nogen danskers næse forbi, at priserne i samfundet er eksploderet. Den høje inflation har sat sit præg på alle danskers liv, hvor forbrugerpriserne nu har nået sit højeste i knap 40 år. De stigende priser betyder, at mange danskere ser frem til en el- og varmeregning, der skaber udfordringer og potentielt ikke kan betales.

Ikke nok med, at de stigende elpriser skaber et øget pres på vores privatøkonomi, så er det med til at skabe usikkerhed om fremtiden. En usikkerhed jeg ikke mener, at danskerne er tjent med, når vi snart går ind i en kold tid. Det er en meget alvorlig situation, der udfordrer alle danskere og som kræver en særlig indsats, hvis ikke at den nuværende situation, skal forværres.

Desværre er det som om, at regeringen ikke tager denne udfordring alvorligt. Deres seneste forsøg på at løse problemet har ikke gjort en mærkbar forskel. Varmechecken ramte helt skævt, en nedsættelse af elafgiften på kun 4 øre og senest en låneordning, der reelt udskyder betalingen og gældsætter danskerne i fremtiden. Efter min mening er det det samme som at tisse i bukserne for at holde varmen – dét var, hvad regeringen kunne byde danskerne i denne svære tid. Jeg synes, at regeringens halvhjertede løsninger er forrykte, og vi bliver nødt til at handle hurtigt for at skabe økonomisk tryghed for danskerne.

Venstre og jeg har siden foråret råbt vagt i gevær overfor de stigende elpriser. I stedet for en halvhjertet hjælp, der reelt ingen forskel gør, så har vi foreslået at sænke elafgiften markant, så alle danskere får gavn af en lavere afgift. Ikke kun husstandene står for skud under de stigende priser, men særligt oplever de små erhvervsdrivende i vores lokalsamfund, at de ikke længere kan følge med.

Før den politiske dagsorden snart hedder valgkamp, håber jeg, at regeringen for en gangs skyld lytter. Danskerne er ikke tjent med, at der går fnidder i elpriserne – lad os i stedet for sænke elafgiften til gavn for alle danskere.




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.