Kun med Dansk Folkeparti, får du en reel stram udlændingepolitik

Folketingsvalget 2019
Mandag 20. maj 2019 kl. 07:00

Kun med Dansk Folkeparti, får du en reel stram udlændingepolitik

Af Nick Zimmermann - Byrådsmedlem i Randers Kommune og folketingskandidat.

Dansk Folkeparti går til valg på et fuldt asylstop, da det er fuldstændig afgørende for Danmarks fremtid. Hvis vores børn og børnebørn skal vokse op i et trygt og sikkert land med harmoni, tryghed og tillid, er det nødvendigt med en langt strammere udlændingepolitik. Og lige præcis det vil jeg kæmpe for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget.

De seneste par år har Socialdemokratiet markedsført sig på, at have en langt strammere udlændingepolitik, end vi har været vant til under Thorning-regeringen, der jo var kendt for notoriske lempelser på udlændingepolitikken. Men det er jo selvfølgelig kun godt, at Mette Frederiksen påstår, at hun har ændret holdning på det udlændingepolitiske område, for jo flere der vil arbejde for udlændingestramninger, jo bedre. Men spørgsmålet er, om vi virkelig kan regne med Socialdemokratiets nye linje, når det kommer til stykket? Næppe.

Mette Frederiksen har udtalt, at hun ikke kan bakke op om vores forslag om et asylstop, hvilket ikke hænger sammen med det, hun ellers har signaleret. Derudover vil Socialdemokratiet også hæve ydelserne til migranter, blandt andet ved at afskaffe integrationsydelsen. Hertil kommer folk i den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg, der er store modstandere af mange af udlændingestramningerne, blandt andet burkaforbuddet. Det koster mange penge, når de vil lempe udlændingepolitikken, og det kommer som altid til at gå udover vores velfærd, og er på alle måder med til igen, at gøre Danmark til en asylmagnet. Det har de selvfølgelig lov til at mene, men hvis en masse danskere stemmer på Socialdemokratiet i den tro, at de får en stram udlændingepolitik, så bliver de endnu engang snydt.

Jeg vil kæmpe for en helt anden linje. Jeg vil blandt andet kæmpe for at indføre et fuldt asylstop, permanent grænsekontrol, og igangsætte massive hjemsendelser! Så kan vi spare en stor del af de 33 milliarder kroner, som ikke-vestlig indvandring koster os årligt, og bruge dem direkte på vores fælles velfærd. Det gælder blandt andet vores ældre, vores børn, socialt udsatte familier, sundhedsvæsenet og nedslidte danskere der ikke kan arbejde mere. Det handler om hele Danmarks fremtid.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.