Kender du Vester Heden?

Randers
Lørdag 9. juli 2022 kl. 15:00

Kender du Vester Heden?
Foto: Randers Kommune


Af Carina Kondrup

Kender du Vester Heden?

Turlængde 1 km

I sydsiden af en lille fyrrelund langs det vestlige markskel ligger først en stor gravhøj, som formodes at være opført for 3-4.000 år siden i ældre bronzealder. Selvom gravhøjen stadig er ganske stor, har den oprindeligt været større. Højens top af afgravet og på siderne ses flere flade afgravninger og slid fra nyere tids agerbrug og afgræsning med kvæg. Trods beskadigelserne formodes højen stadig at rumme gravanlæg. Både de jordfæstegrave i udhulede egekister, som højen først rejstes over - og senere tilføjede sekundærgrave i form af stensatte brandgrave og gravurner.

Ikke undersøgt arkæologisk

De store gravhøje fra ældre bronzealder har som regel haft en lang brugstid, hvorunder højen meget vel kan være udvidet flere gange. Gravhøjen er nu frahegnet i forhold til den omgivende mark og fremstår med en stabilt græs- og urtebevoksning. Højen plejes regelmæssigt af Randers Kommune.

Ingen af de bevarede fortidsminder på Vester Heden er undersøgt arkæologisk, og der kendes heller ikke til fund fra gravene.

Midt på stien langs østsiden af marken ligger en tilsvarende, men mindre gravhøj, som også formodes at være opført i bronzealderen. Desuden er der kendskab til tre sløjfede gravhøje, som har ligget på marken lige syd og nord for den mindre gravhøj og på marken lige vest for den store.



Foto: Randers Kommune

5000 år gammel langdysse
Lige syd for den store bronzealderhøj ligger en tomt efter en ældre langdysse fra bondestenalderen omkring 3.400 f. Kr. Området har dermed været benyttet til begravelser i henved 2.500 år. Langdyssen vidner om en nærmest kontinuerlig brug af lokalområdet, siden de første bønder under bondestenalderens Tragtbægerkultur for første gang begyndte at dyrke jorden.

I stenalderen var området skovklædt, og de første marker blev anlagt ved svedjebrug gennem fældning og afbrænding af skoven. Siden skabte bronzealderens afgræsning med husdyr et mere lysåbent overdrev, som siden har dannet grundlag for heden, der frem til forrige århundrede dækkede området og har givet stedet sit navn "Vester Heden".




Foto: Randers Kommune

Højen næsten forsvundet

Langdyssen er afgravet, så højen er, der var over den er næsten helt forsvundet. I den nordlige del ses fire bæresten fra et gravkammer og udenfor kammeret flere randsten, som oprindeligt stod langs højens sider. Af randstenene omkring højen udmærker tre store "stævnsten" i højens nordlige ende sig særligt.

Det formodes, at langdyssen har haft flere gravkamre end det i nordenden. Højen omsluttede oprindeligt helt gravkamrene i langdyssen. En nordvest-vendt åbning mellem de fire bæresten vidner om en stenbygget kammergang, som tidligere førte fra højfoden gennem højen til gravkammeret.

Gravkammerets dæksten mangler, ligesom de flade stenfliser mellem dækstenene. I stenalderen var gravkammeret helt tæt og forseglet fra den omgivende høj.

Tragtbægerkulturen rejste i løbet af 500 år omkring 25.000 storstensgrave af forskellig funktion og udseende over det ganske land. Kun få af de omkring 2.500 nu fredede storstensgrave er bevaret intakte i heldækkende gravhøje.



Foto: Randers Kommune

Ofre for genbrug

Store sten har altid været et eftertragtet byggemateriale til både huse, veje og jernbaner. Og det var først med Naturfredningsloven i 1937, at de tilbageværende ca. 30.000 kendte fortidsminder blev beskyttet. Især bondestenalderens storstensgrave var indtil da ofre for stenhugst og ødelæggelse.

Tusinder af tonstunge sten fra gravene endte inden lovens beskyttelse som skærver for jernbaner og veje eller som kvadersten i vore kirker. Så sent som i 1930’erne var der tilmed offentlige beskæftigelsesarbejder med at slå sten fra oldtidsminder til skærver.

Loven kom i sidste sekund og har været stærkt medvirkende til, at vi stadig kan opleve nogle af fortidens fantastiske monumenter.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.