Kampen mod vandtakster fra Verdo kostede forbrugerne

Debat
Torsdag 11. november 2021 kl. 11:00

Kampen mod vandtakster fra Verdo kostede forbrugerne
Foto: Bjarne Overmark (BL) bakker graverne op i deres fejlslagne kritik af vandtakster
Privat Foto


Af Arne Erikslev, vandforbruger, Randers NØ

Kampen mod vandtakster fra Verdo kostede forbrugerne og skatteborgerne mange millioner kroner

Den ihærdige selvbestaltede graver Bo Vestergaard Hansen opstiller nu til byrådet i Randers for der, ”at bruge mere tid på at kæmpe forbrugernes sag i den såkaldte Verdo-sag”.

Med hans påståede ”ekspertise” på området stiller han ligeledes op til bestyrelsen i Vandmiljø Randers A/S (100 procent ejet af Randers Kommune) med præsentationen af sig selv, som ”Kendt som Verdo-graveren”.

I sin kamp for at undergrave Verdo blev der også forsøgt at overtale nye bestyrelsesmedlemmer fra Herning (Herning Fjernvarme A/S købt af Verdo i 2019), men det mislykkedes ud fra deres positive oplevelse af Verdo.

På et offentligt møde den 12. juni 2020 arrangeret af ”graverne” blev der fremvist på storskærm: ”Randers kommunes rådgivere opdager, at Verdo ikke overholder aftalen, derfor er vandtaksterne for 2018 og 2019 endnu ikke godkendt”.

Dette udsagn blev bakket op af ”gravernes” samarbejdspartner Bjarne Overmark (BL).

Graverne har desuden også politianmeldt flere personer fra selskabets tidligere top med påstand om, at de har ”hjulpet Verdo med at snyde vandforbrugerne for et formentligt trecifret millionbeløb”. De pågældende personer har aldrig hørt noget fra politiet.

Energistyrelsen, Center for forsyning, gav den 17. december 2020 accept af Verdo´s vandtakster og behandling helt tilbage fra år 2000, som kostede ikke blot forbrugerne, men alle skatteborgere i Randers kommune følgende million beløb:

Kommunens honorarer på 2.8 mio. kroner, hvortil kommer Verdos eksterne rådgivning på 1.8 mio. kroner, i alt 4.6 mio. kroner. Dertil kommer et ikke ubetydeligt beløb til interne omkostninger begge steder.

Jeg og øvrige forbrugere, vil jeg tro, vil lægge vægt på at have særdeles konkurrencedygtige forbrugerpriser, hvor vand er i ”top seks” og fjernvarme cirka 30 procent under landsgennemsnittet, grøn energi / støtte til FN´s verdensmål og ikke mindst forsyningssikkerhed.

Her i valgkampen er det åbenbart særdeles vigtig for Bo Vestergaard Hansen at optrevle historiske hadeforhold til personer og diverse partier i byrådet.






© Copyright 2022 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.