Jane & Shane i TurbinenDanmarkidagLørdag 5. oktober 2019 kl. 08:00 Torsdag den 10. oktober går den engelsk-irske duo Jane & Shane på Turbinens scene hos Folkemusik i Randers. Når de to sætter musikken i gang, er det med stor energi og spilleglæde, og publikum er med fra start til slut. Engelske Jane Clark (violin, vokal) og irske Shane Donnelly (vokal, guitar, bodhrán) er ikke bare gode musikere og spillemænd. De er begavede underholdere i særklasse. De musikalske rødder er i den irsk/britiske folkemusik, men Jane & Shane bevæger sig rundt i mange forskellige stilarter og leger med elementer fra både folkemusikken, det klassiske og jazzen. De fortæller den gode historie, og deres egne kompositioner føles hurtigt som gammelkendt stof og de traditionelle sange som deres egne. Sammen fungerer Jane & Shane ganske enkelt som mere end en duo, og det er let at forestille sig, at der er flere end to personer på scenen. Uanset om de spiller lyriske ballader eller livlige keltisk-inspirerede melodier med strejf af swing, er deres sofistikerede og symbiotiske samspil deres helt særlige kendetegn. Duoen mødte hinanden i København tilbage i 2000, og Danmark har siden da dannet rammen om deres musikalske aktiviteter. De brød for alvor igennem, da sangeren og satirikeren Niels Hausgaard i 2003 inviterede dem med i sit show og med ordene "Jane og Shane er ikke bare gode musikere og spillemænd; de er begavede underholdere i absolut særklasse", erklærede sin fascination af duoens musik- og scenekvaliteter. Siden gennembruddet i 2003 er Jane & Shane's karriere accelereret, og de har trukket fulde huse ved de mange koncerter, de har spillet rundt omkring i Danmark. Også DR har haft øje for duoens store scene- og musikkvaliteter, og Jane & Shane blev inviteret til at spille ved de traditionsrige Ledreborg Slotskoncerter, nytårskoncerter med UnderholdningsOrkesteret i hele landet, og i sommeren 2014 var det Aalborg Symfoniorkester, der havde fornøjelsen af samarbejdet med Jane & Shane på orkesterets store sommerturné. Duoen har i perioder turneret med eget band og med forskellige gæster. Således var violinisten John Sheahan fra den legendariske gruppe The Dubliners i 2013 med Jane & Shane på turné og har siden spillet med dem flere gange både på turnéer og festivaler. Og altid og i alle sammenhænge, har en Jane & Shane koncert den helt særlige lyd og smittende musikalitet om de står på scenen ved en slotskoncert, i et lille forsamlingshus, på en festival eller i et kulturhus, tager Jane & Shane altid publikum med storm.
|