Hvad er vigtigst? Æren eller resultatet?

Debat
Onsdag 27. oktober 2021 kl. 10:00

Hvad er vigtigst? Æren eller resultatet?
Martin Minka Jensen, Kandidat til byrådsvalget for Velfærdslisten


Af Martin Minka Jensen, Kandidat til byrådsvalget for Velfærdslisten

Hvad er vigtigst? Æren eller resultatet?

Ved I, hvordan man kan se, at der tirsdag den 16. november skal stemmes om pladserne i byrådet?

En af de nemmeste måder at se det på er klart, at der er valgplakater i lygtepælene. Men faktisk er der tydeligere tegn på et nært forestående kommunalvalg. Det er graden af selvbedrag og hjemmedyrkede udgaver af sandhed. Nu skal man jo passe på med at sætte sig op på den høje moralske hest, da vi jo selvfølgelig blot er mennesker og dermed selvfølgelig kan glemme og fejle. Det kan selv politikere og journalister, selvom de færreste af dem nok vil stå ved det.

Derfor tænker jeg også, at nedenstående udsagn i Amtsavisen søndag den 24. oktober, blot er en fejl eller en lidt for ivrig og lemfældig omgåelse af sandheden?

”Dertil er der blevet kæmpet hårdt på ældreområdet, hvor Dansk Folkeparti var primus motor i at få gennemført en tilbundsgående undersøgelse af ældreområdet i Randers Kommune, efter at TV2 i en dokumentar havde afsløret dybt kritisable forhold på demensplejehjemmet Huset Nyvang. ”

I al beskedenhed vil jeg blot på Velfærdslistens vegne pointere, at det var os, der fik organiseret en samling af et flertal, der kunne sikre den tilbundsgående undersøgelse af ældreområdet i Randers Kommune. Derudover stemte vi i Velfærdslisten altså ikke for det budgetforlig, der rummer en besparelse på ældreområdet på 35 millioner over de næste fire år. Det gjorde Dansk Folkeparti, samt alle andre partier på nær Enhedslisten og Beboerlisten.

Jamen Martin, det kan du jo sagtens komme og sige nu. Jovist, men havde det ikke været foranlediget af en direkte løgn i Amtsavisen, så havde jeg egentlig ikke haft behov for selvros af Velfærdslisten. Vi var og er blot glade for, at der blev skabt et flertal, der ville kulegrave området, så tingenes tilstand kom frem i lyset.

Det vigtigste er nemlig, at vi sikrer os at de ældre får forbedret deres forhold. Det vigtigste er, at vi får sikret en værdig ældreomsorg nu!





© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.