Hurtig indsats fra de østjyske kommuner kan redde arbejdspladser

Østjyllandidag
Torsdag 26. marts 2020 kl. 15:00

Hurtig indsats fra de østjyske kommuner kan redde arbejdspladser


Dansk Byggeri roser de østjyske kommuner for at fremrykke betalinger for udført arbejde og se på muligheden for at fremrykke byggeprojekter. Det vil uden tvivl hjælpe lokale virksomheder med at minimere eller undgå fyringer, men det skal gå hurtigt med at få byggeprojekterne op af skuffen, lyder opfordringen.

- Virksomhederne i Østjylland er gået fra travlhed til en hverdag, hvor store dele af Danmark er lukket ned på grund af coronavirus. Det kan mærkes, og derfor er der også behov for ekstraordinære tiltag, hvis vi skal redde virksomheder og arbejdspladser. Regeringen har i løbet af kort tid iværksat hjælpepakker, og nu er det kommunernes tur til at gøre en indsats lokalt, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher.

Han roser alle kommunerne i Østjylland for både at fremrykke betalinger for udført arbejde og se på muligheden for at fremrykke byggeprojekter.

- Aarhus har handlet hurtigt og allerede besluttet at fremrykke investeringer for mange millioner kroner alene i år. Jeg ved, at også Norddjurs og Horsens har gjort en stor indsats for at fremrykke byggeprojekter og skabe arbejde her og nu, og jeg håber, at fere kommuner i Østjylland vil gøre det samme. Men det er vigtigt, at kommunerne ikke venter for længe med at handle. Jo hurtigere opgaverne kommer ud til virksomhederne, jo større er chancen for at redde lokale arbejdspladser, siger Michael Ancher, Dansk Byggeri Østjylland, og tilføjer:

- Det er samtidig oplagt, at kommunerne ser på, om der er skoler, børnehaver eller andre kommunale bygninger, som alligevel står tomme, der trænger til fx at blive renoveret, malet eller få nye vinduer.

Dansk Byggeri Østjylland glæder sig over, at kommunerne har sørget for, at virksomhederne fortsat kan aflevere affald på genbrugspladserne.

- Kan vi ikke komme af med affaldet, så går arbejdet i stå, så derfor sætter jeg stor pris på, at de enkelte kommuner har sørget for at holde porten til genbrugspladsen åben. Hvis virksomhederne skal kunne holde gang i hjulene, er det samtidig afgørende, at sagsbehandlingen af byggetilladelser ikke går i stå. Det håber jeg, at kommunerne vil prioritere, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

Ifølge Dansk Byggeri Østjylland har kommunerne og det lokale erhvervsliv en fælles interesse i, at denne vanskelige situation rammer alle mindst muligt.

- Det er meget positivt, at alle vores østjyske kommuner har meldt ud, at de gerne vil hjælpe det lokale erhvervsliv. Jo flere arbejdspladser vi kan redde, jo hurtigere kommer vi alle sammen på fode igen på den anden side af coronakrisen. Jeg ser også Business Region Aarhus som en styrke her under corona-krisen, fordi den samler kommunerne om en fælles indsats i hele regionen, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.