Hoppede ind i en pirattaxa, det var dumt

Aarhus
Mandag 3. maj 2021 kl. 19:00

Hoppede ind i en pirattaxa, det var dumt

.
Søndag formiddag mødte en 20-årige mand op på politigården i Aarhus for at anmelde, at han natten til søndag var blevet udsat for et røveri, efter han var hoppet ind i en pirattaxa på vej hjem fra byen.

Den 20-årige mand forklarede til poltiet, at han kort efter kl. 01.00 natten til søndag havde forsøgt at praje en taxa foran 7-Eleven på Frederiks Allé i Aarhus. En bil holdt ind til siden, og den 20-årige hoppede ind på bagsædet, angiveligt i den tro at det var en rigtig taxa.

Der sad en mand bag rattet, og kort efter hoppede en anden mand i på passagersædet, hvorefter det gik op for den 20-årige mand, at det nok ikke var en rigtig taxa. De blev dog enige om en pris for en tur til Mårslet, og så kørte de fra stedet.

Kort efter kørte bilen ind på en tankstation, hvor føreren sagde til den 20-årige, at han skulle betale for tankningen, hvilket den 20-årige gik med til, da han tænkte, at det talte som betaling for turen. Den 20-årige gik ud for at tanke, og manden på passagersædet gik med. Men han syntes tilsyneladende, at det gik for langsomt og blev truende i sin adfærd.

Da den 20-årige havde tanket satte de sig begge ind i bilen igen, hvorefter de kørte rundt et kvarters tid indtil de var ved Jyske Bank i Højbjerg, hvor den 20-årige sagde, at han gerne ville af, hvilket de to mænd ikke ville gå med til.

Da han alligevel steg ud, steg føreren også ud, hvorefter han anklagede den 20-årige for at have stjålet nogle penge fra bilens bagsæde. Dette nægtede den 20-årige, men føreren ville nu kropsvisitere ham og tog i den forbindelse hans pung og mobiltelefon, hvorefter han bad ham om atter at sætte sig ind i bilen. Den 20-årige valgte dog i stedet at løbe fra stedet.

De to mænd beskrives om:

A – fører af bilen

Afrikansk af udseende
20-25 år gammel
Ca. 185-190 cm høj
Spinkel af kropsbygning
Mørk i huden og med sort, kort hår og et lille sort fipskæg på hagen
Talte dansk med accent
Var iført sort tøj
Kørte i en sølvfarvet stationcar, muligvis en Hyundai eller Toyota

B – passager i bilen

Afrikansk af udseende
18-23 år
Ca. 190-195 cm høj
Spinkel af kropsbygning
Mørk i huden og med sort, langt krøllet hår, der var opsat
Talte dansk med accent
Var iført sort tøj

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan identificere de to mænd, der kørte i bilen.

Politi vil i øvrigt gerne advare imod, at man sætter sig ind i en pirattaxa. Kør kun med de rigtige taxa’er, offentlig transport eller lav aftaler med nogen om at blive hentet.


© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.