Hjælpepakker skal udfases - ikke stoppes

Danmarkidag
Onsdag 27. maj 2020 kl. 13:00

Hjælpepakker skal udfases - ikke stoppes
Foto: Ulrik Jantzen / BuroJantzen.com



SMVdanmark er enig i, at det er bedre at bruge penge på at skabe aktivitet end at lade virksomheder være på passiv forsørgelse, men vicedirektør Jakob Brandt frygter, at mange virksomheder stadig vil komme i klemme, hvis ordningerne fjernes fra dag til anden.
Når regeringen og Folketingets partier nu skal til at forhandle udfasningen af hjælpepakkerne til erhvervslivet, har de med dagens rapport fra den økonomiske ekspertgruppe om hjælpepakkerne fået et godt grundlag at arbejde ud fra.

"Det er et godt stykke arbejde ekspertgruppen har udført. Vi er i SMVdanmark helt enige i, at hjælpepakkerne ikke skal køre længere end højst nødvendigt. Vi vil hellere have, at regeringen bruger pengene på at skabe aktivitet i samfundet fremfor passive ordninger, hvor man belønnes for ikke at lave noget. Vores medlemmer vil hellere have omsætning end at være på støtten," siger Jakob Brandt.

Udfasning i takt med at omsætningen vender tilbage

"Vi er dog bekymrede for, at ordningerne stoppes allerede den 8. juli, for der vil stadig være mange virksomheder, der ikke har fået deres marked tilbage. Virksomhederne har et behov for, at ordningerne udfases i takt med, at omsætningen vender tilbage."

"Fjerner vi hjælpepakkerne fra dag til anden, må politikerne erkende, at selv sunde virksomheder bukker under. Et af problemerne er, at opsigelsesvarslerne jo er uforandrede. Afskediger man, har man stadig udgiften til løn til de funktionæransatte i en længere periode, fordi de har relativt lange opsigelsesperioder. Alene det er et godt argument for, at ordningerne udfases og ikke bare stoppes."

"Vi er glade for at se, at de økonomiske eksperter vil tage hensyn til de "virksomheder, der bliver ramt forskudt af coronakrisen, og de sæsonbetonede dele af turismeerhvervet", men det er vigtigt, at det kommer til at gælde alle virksomheder med disse udfordringer og at hensynet til fx sæsonudfordringerne ikke kun begrænses til enkelte brancher eller perioder."

"Vi ser fortsat virksomheder, der slet ikke har kunnet gøre brug af hjælpepakkerne. Det gælder nyopstartede virksomheder og virksomheder, der i de sidste måneder har haft ordrer i bøgerne, men hvor tilgangen af nye ordrer har været vigende. Dem er man nødt til at finde en ordning for."

Selvstændige har fortsat brug for hjælp

"Ekspertgruppen vil ændre hjælpen til de selvstændige, så de ikke længere skal kunne få 23.000 kr. for deres tabte omsætning. I stedet foreslås adgang til medlemskab af en a-kasse. Vi er enige i, at de selvstændige ikke skal miste støtten. For dem er der lang vej igen. Modellen med dagpenge kan være en løsning, men den kan kun fungere, hvis man ikke tvinges til at lukke sit CVR-nummer. En sådan model må altså som minimum betyde, at man får dispenssation fra krav om at lukke sit CVR-nummer," siger Jakob Brandt.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.