Her sys alt fra fortelte til fine kjoler

Forside
Onsdag 22. maj 2019 kl. 09:00

Her sys alt fra fortelte til fine kjoler

Ind ad døren til Unik Skrædderi kommer en desperat mor – kan du fikse min datters konfirmationskjole, hun skal konfirmeres i morgen?

Mamad Khalil Abdullah, indehaver af Unik Skrædderi, er helt rolig, selvfølgelig, siger den rutinerede skrædder. Han fejrer i denne måned to års fødselsdag som skrædder med egen forretning i Underværket. Om årsagen til, at han i dag har en god forretning, siger han: ”Jeg siger aldrig nej. Det, andre ikke kan eller vil lave, det syr jeg.”

Uddannet i design med 20 års erfaring
Denne holdning har fået skrædderforretningen til at vokse, budskabet har spredt sig via mund til mund, og det har givet håb til drømmen om at leve af sin passion og få et godt liv i Danmark. Mamad Khalil Abdullah er uddannet skrædder og i design og har 20 års erfaring med sig fra Syrien, som han forlod i 2014: ”Jeg kan alt inden for syning,” siger han og holder med et smil en specialopgave frem - en ’one of a kind-jakke’, designet og syet ud af et par jeans. Et andet unikt stykke syarbejde er læderjakken, hvor kunden ønskede påsyede applikationer. Og så er der selvfølgelig en masse reparationer, omforandringer og tilpasninger af alt fra fortelte til fine kjoler - store som små opgaver bliver taget imod med et smil. Det handler om at være hurtig og effektiv, når det skal gå stærkt og om at give sig god tid til at komme hele veje rundt i specialopgaverne, forklarer han.

At sy er min drøm
Mamad Khalil Abdullah er stolt og glad over sin forretning og over få muligheden i Danmark til at vise, hvad han kan. For ham er det noget særligt, hver gang en opgave er syet færdig og ligger klar til afhentning. Det er et bevis på, at han har klaret sig, trods de hårde odds, han havde med sig, da kan kom til Danmark i 2015. Og han håber, at han kan give den faglige stolthed videre til sine fire brødre, som han alle har oplært i faget.
En af brødrene, der i dag bor i Irak, lever af at være skrædder. Måske de sammen kan skabe en familietradition på tværs af verden, nu hvor de ikke kan bo i samme land. ”At sy er min drøm, og jeg syr andres drømme,” siger den syriske skrædder og lover, at har du en usædvanlig idé til en jakke, kjole, dragt eller andet, så skal han nok sy den for dig.




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.