HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde

Randers
Mandag 28. september 2020 kl. 13:00

HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde
Helen Schou, Moder og barn, 1943. Bronze, h. 180 cm. Opstillet ved Bellevue Strandpark. Gentofte Kommune. Foto: Ole Akhøj



Det er med stor glæde og stolthed, at Randers Kunstmuseum kan præsentere udstillingen ”HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde”, der udforsker billedhuggeren Helen Schous (1905-2006) kunstneriske produktion gennem mere end otte årtier. Med udstillingen sættes fokus på et af det 20. århundredes store kvindelige forbilleder. En kunstner, der har sat store aftryk i dansk kunsthistorie og særligt huskes for to monumentale bestillingsarbejder; rytterstatuen af ”Kong Christian X” (1955) i Aarhus og ”Den Jyske Hingst” (1969) i Randers. Som en af få danske kvindelige kunstnere bevægede Schou sig med de to monumentale værker ind på et traditionsbundet og mandsdomineret kunstnerisk felt, en kunstnerisk og fysisk bedrift som udstillingen sigter efter at belyse. Med udstillingen vil Randers Kunstmuseum kaste et nyt blik på Schou og bidrage til en facetteret og mangfoldig fortælling om det 20. århundredes billedhuggerkunst.

Udstillingen tager afsæt i Schous arbejde med ”Den Jyske Hingst”, der er den egentlige baggrund for, at udstillingen vises på Randers Kunstmuseum. Med sin placering på Østervold har skulpturen gennem 50 år været et kendt og elsket vartegn for Randers by. Mange kender skulpturen, men meget få kender kunstneren bag. Målet med udstillingen er derfor at give publikum et bredt indblik i Schous kunstneriske arbejde og samlede produktion belyst gennem en række tematiske snit; ”Fra skitse til monument”, ”Værker i det offentlige rum”, ”Drømmen om en hest” og ”Rytterstatuen af Kong Christian X”.

Billedhuggeren Helen Schou
Schou bliver født Rée i en yderst velhavende familie og har en privilegeret og kulturelt dannet opvækst. Allerede som barn elsker hun at tegne og har helt åbenbart talent. Schou beskrives som en usædvanligt selvstændig personlighed, der på flere planer bryder med tidens kvindesyn. Som ung er hun en af Danmarks førende eliteryttere, men hun vælger at blive billedhugger i den helt store skala. I 1926 bliver hun gift med Holger Høiriis Schou (1903-1977), der driver Schous Sæbefabrikker. Modsat mange kvindelige kunstnere fra sin generation, opgiver Schou ikke sin kunstneriske karriere. Ægteskabet giver Schou økonomisk og kunstnerisk frihed til at forfølge sine egne kunstneriske visioner. I 1927 debuterer hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, og fra 1929 til 1934 udstiller hun årligt på salonen i Paris.

Schou bliver født ind i et århundrede præget af kunstnerisk og politisk turbulens. Som elev af Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) og senere Aksel Einar Utzon-Frank (1888-1955) fascineres Schou af arven fra antikken og det historiske monument. Hendes produktion er klassisk inspireret og kendetegnet ved det detaljerede naturstudie og stor håndværksmæssig kunnen. Mens modernismen og senere avantgarden erobrer kunstscenen, fastholder Schou et ideal om skønhed. Hun forbliver naturalist og klassicist.

I dag hører Schou til de oversete billedhuggere i kunsthistorien. Kun få af hendes værker er endt på museum, men hendes skulpturer kan opleves i byernes rum. De danner hver dag afsæt for æstetiske og sociale møder. I en tid hvor statuers iboende værdier er til debat verden over, er det i den grad relevant at sætte fokus på ’Monumenternes kvinde’ og bidrage til en facetteret og mangfoldig fortælling om det 20. århundredes billedhuggerkunst.

Publikationen HELEN SCHOU – Monumenternes kvinde
Mens Schous læremester, Anne Marie Carl-Nielsen, kunsthistorisk er blevet belyst gennem en række publikationer og udstillinger, er der skrevet meget lidt om Schou. Af større bogværker kan næsten udelukkende fremdrages Ernst Mentzes publikation ”Helen Schou – En billedhuggers liv og arbejder” fra 1975. På den baggrund udgiver Randers Kunstmuseum i anledning af udstillingen ”HELEN SCHOU – Monumenternes kvinde” en fagfællebedømt publikation med forord af museumsdirektør Lise Jeppesen og artikler af museumsinspektør Anne Sophie Lykke-Poulsen, Randers Kunstmuseum samt museumsinspektør Merete Sanderhoff, Statens Museum for Kunst. Publikationen er 104 sider og sælges i museumsbutikken for kr. 130.
Udstillingen vises i perioden 27. september 2020 – 7. marts 2021.

Udstillingen er realiseret med støtte fra:
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Beckett-Fonden og LUND Fonden.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.