Hele 8 ud af 10 østjyder handler brugt

Østjyllandidag
Lørdag 23. oktober 2021 kl. 13:00

Hele 8 ud af 10 østjyder handler brugt

.
Genbrug er mere populært end nogensinde:

Hele 8 ud af 10 østjyder handler brugt

Hele Danmarks genbrugsportal DBA fylder 40 år den 31. oktober, og det giver anledning til at reflektere over danskernes genbrugsvaner.

Der er sket en stor udvikling i genbrugskulturen gennem de seneste 40
år, og østjyderne er i den grad hoppet med på genbrugsbølgen. Hele 8 ud af 10 østjyder har handlet brugt inden for det seneste år.

Det er 40 år siden, at den første udgave af Den Blå Avis blev lanceret den 31. oktober 1981. Og meget er sket siden da.

I dag har genbrugsplatformen mere end 12 millioner annoncer årligt og mere end 30.000 kontakter mellem køber og sælger dagligt.

Genbrugsagendaen er altså mere aktuel end nogensinde, og det
mener østjyderne i den grad også. I DBAs Genbrugsindeks 2021 svarer 8 ud af 10 østjyder, at de har handlet brugt inden for de seneste 12 måneder.

Og faktisk tyder det på, at der ligger endnu mere i gemmerne hos danskerne, som kunne få nyt liv et andet sted i landet. 88 procent af os har nemlig ting liggende, som vi ikke længere bruger.

Og mere end halvdelen af østjyderne har fx en mobiltelefon liggende i hjemmet, som ikke længere bruges. Og ser man på de seneste tal for DBAs mest populære søgninger, så er iPhones på top tre, så der kan man altså gøre en god handel.

”Vi kan hvert år se, hvordan danskernes genbrugslyst flytter sig i en positiv retning.

Alene på de seneste fem år er andelen af genbrugshandler steget med 14 procent. De helt store vindere i søgefeltet er iPhones, sofaer og spise-borde, så har man den slags stående og samle støv i kælderen, så er det bare om at sætte det til salg.

Der er flere penge at tjene, end man lige går og tror,” siger Julie Schoen, der er redaktør på DBA Guide.

Lilan har været genbrugsjæger gennem 40 år

En af de danskere, som har brugt DBA ivrigt over de seneste 40 år, er Lilan Kops.

Der er faktisk ikke den genstand, som Lilan ikke har kunnet købe brugt og faktisk består 90 procent af hendes hjem af genbrugskøb. Hun har nemlig været flittig genbrugsjæger siden 80’erne.

Lilan husker tydeligt sit første genbrugskøb. Det var i midten af 80erne, hun var 19 år gammel, og hendes allerførste bolig fortjente at blive forkælet med en hjørnesofa. Siden da har genbrug været fundamentet for Lilans livsstil, hvor det særligt er den energi, genbrug skaber i hjemmet, som hun sætter pris på.

”Da jeg først begyndte at købe genbrug, gav det mig en kæmpe friheds-følelse – friheden til at være mig selv.

Med genbrug er der ikke noget rigtigt og forkert, og ingen kasser man kan puttes ned i.

Genbrug giver mig mulighed for at være helt min egen,” siger Lilan Kops.
Lilan er både en flittig køber og sælger på DBA. Udover jævnligt at sælge ud fra gemmerne i hjemmet, så køber hun også brugte varer til sine kreative projekter, som hun kan sælge videre. Blandt andet køber hun
brugte smykker og prismer, som hun laver til ”himmelvågere”, der er i familie med drømmefangere.

Også de får nyt liv gennem genbrugsplatformen.

”Jeg lever nærmest i en genbrugscyklus. Jeg køber noget på DBA, men sælger det igen på et at købe noget nyt genbrug igen. Jeg kan selvfølgelig godt lide at gøre en god handel, men jeg sælger ikke for at tjene penge, men fordi jeg godt kan lide den følelse, det giver mig, når jeg finder nye fine genbrugsfund, der bare lige er mig,” siger Lilan Kops.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.