Havde sprit og narko i blodet og hash i lommen112Mandag 18. november 2019 kl. 14:00 En 33-årig mand forsøgte at narre politiet, da han søndag kl. 19.19 blev standset af en patrulje på Violskrænten i Grenaa. Betjentene fattede mistanke til, at manden var påvirket, og da de fik bilisten til at blæse i et alkometer, blev mistanken bekræftet. Under visiteringen af manden fandt politiet en klump hash, og patruljens narkometer blev hevet frem. Det viste, at manden, ud over at være påvirket af alkohol, også var påvirket af narko. Han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer. I første omgang havde den 33-årige opgivet et andet personnummer end sit eget til betjentene, men da han blev sat ind i patruljebilen, fortalte han frivilligt, at han havde opgivet falsk id – det blev derfor til endnu en sigtelse, inden han nåede stationen. Det viste sig i øvrigt, at den 33-årige slet ikke havde kørekort, og at bilen tilhørte en ven, som fik en sigtelse for at overlade sit køretøj til en person uden kørekort.
|