Hash og kniv røg ud af vinduetGl. EstrupTirsdag 4. maj 2021 kl. 12:00 . Anholdt for narkokørsel – hash og kniv kastede ud af vindue En patrulje fra Østjyllands Politi besluttede mandag omkring kl. 23.30 at lave et rutinetjek af to mænd, der kørte rundt i en bil på Randersvej ud for Gl. Estrup ved Auning. Føreren af bilen ignorerede dog patruljebilens blink og sirener og fortsatte flere hundrede meter med politiet lige bag sig. Under eftersættelsen observerede betjentene, at der blev smidt flere genstande ud af de forreste sideruder på bilen. Til sidst lykkedes det betjentene at få dirigeret bilisten ind til siden. Bag rattet sad en 26-årig mand, som virkede påvirket af stoffer. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Under førersædet lå en klump hash, som han også blev sigtet for at besidde. De genstande, der var smidt ud af bilen, viste sig at være en springkniv og nogle poser med en mindre mængde hash. Den 26-årige blev sigtet for at have været i besiddelse af kniven, mens hans 21-årige passager blev sigtet for at have været i besiddelse af hashen.
|