Grønne gaver hitter under juletræet

Danmarkidag
Torsdag 3. december 2020 kl. 13:30

Grønne gaver hitter under juletræet
Når danskerne køber gavekort til køkkenhaver, er de med til at hjælpe verdens fattigste med at få en levevej. Foto: Bax Lindhardt



Danskerne køber velgørende klimagaver til verdens fattigste som aldrig før.

Det er ikke længere kun geder, kyllinger og skolebænke, der hitter under juletræet. Folkekirkens Nødhjælp har de seneste år oplevet en massiv stigning i interessen for klimagaver til verdens fattigste.

Antallet af klimagaver som træer, solcellelamper, klimafrø og køkkenhaver forventes at stige med 30-40 procent i år. En af de bedst sælgende klimagaver er 'Giv et træ', der næsten er syvdoblet i salget fra 2016 til 2019.

"I Folkekirkens Nødhjælp er vi meget glade for, at danskerne bakker op om vores klimagaver og dermed hjælper verdens fattigste, der er hårdt ramt af klimaforandringerne. Nu mærker vi for alvor, at danskerne er blevet mere klimabevidste i deres forbrug – også når det gælder indkøb af julegaver. Vi mærker også en stigende interesse for vores Wefood- og genbrugsbutikker, der har genbrug og overskudsvarer på hylderne, og dermed også bidrager til en mere bæredygtig levevis," siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Den stigende interesse for en mere grøn dagsorden ligger godt i tråd med det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælp udfører i verdens fattigste lande. 35 procent af organisationens nødhjælps- og udviklingsarbejde er i dag klimarelateret.

"Mange lande mærker klimaforandringerne og de udfordringer, som et ændret klima medfører. Derfor har vi de seneste år haft stor fokus på klimatilpasning i vores arbejde for at styrke verdens fattigste og de mange udfordringer, de står overfor. Det handler om hjælp til klimaresistente afgrøder, plantning af træer og forebyggelse af katastrofer," siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Samtidig med at 'Giv en ged'-kampagnen har større fokus på klimagaver, er den mest populære gave i kataloget – nemlig geden – også blevet mere klimavenlig med tiden.

"Lige siden vi lancerede 'Giv en ged' tilbage i 2006, har vi – takket været danskernes store opbakning – hjulpet hundredvis af familier ud af ekstrem fattigdom. Geden er nemlig ikke kun et skægt indslag i vores kampagnearbejde, den er også vigtig hjælp til selvhjælp. Derfor arbejder vi løbende på at sikre, at projekterne er så grønne og bæredygtige som muligt," siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Det gør Folkekirkens Nødhjælp blandt andet ved at oplære familierne i gedehold og sikre, at gederne bliver fodret, inden de bliver lukket ud af deres indhegning om morgenen. På den måde skaber de ikke ørkenspredning og ødelægger ikke naturen. Gedemøget samles op og bruges som effektiv gødning i køkkenhaverne, og i lande som Malawi bruges særlige gederacer, som udleder færre metangasser end almindelige geder.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.