Gratis briller til socialt udsatte og hjemløse i Randers

Forside
Onsdag 15. maj 2019 kl. 11:00

Gratis briller til socialt udsatte og hjemløse i Randers

I uge 21 tilbyder optikerkæden Smarteyes gratis briller til Kirkens Korshærs’ brugere i Randers for at støtte op om socialt udsatte og hjemløse.

Tirsdag den 21. maj har optikerkæden Smarteyes i Randers afsat dagen til at foretage gratis synsprøver og finde briller til brugere af Kirkens Korshærs tilbud i Randers.

”Når socialt udsatte og hjemløse har brug for at få tjekket deres syn, skal de frem og tilbage mellem optiker og kommune flere gange for at få dokumenteret et behov. Det er de færreste socialt udsatte og hjemløse, der har overskud til at løbe orienteringsløb gennem systemet, og derfor er der mange, der ikke får den hjælp de har brug for”, lyder det fra chefoptiker i Smarteyes Randers, Lasse Büttner.

Samarbejdet mellem Smarteyes og Kirkens Korshær betyder, at socialt udsatte og hjemløse ikke skal tænke på rekvisitioner, men i stedet blot møde op i butikken på dagen. Her får de foretaget en synsprøve og hjælp til at vælge de briller, der passer til lige netop dem og deres synsbehov.
”Synet er afgørende for, at du kan orientere dig i verden. Vi møder flere, der ser dårligt, men som hverken har råd eller ressourcer til at ændre på deres situation. De er nogle af Danmarks mest udsatte, og de får ikke den hjælp, som de har brug for i vores sundhedssystem. Derfor er brilleuddelingerne i samarbejde med Smarteyes en kæmpestor gave, som der hersker stor taknemmelighed og ydmyghed om”, lyder det fra Mette Bladt Clausen, der er souschef i Kirkens Korshær i Randers og daglig leder af være- og aktivitetsstedet Slotsgården.

Til gavn for både brugere og virksomhed
Det er ikke kun brugere af Kirkens Korshær, der oplever værdien af brilleuddelingerne.

”Vi ved, at ingen kan hjælpe alle, men tror samtidig på, at alle kan hjælpe nogen. Som virksomhed har vi valgt, at vi gerne vil gøre noget for nogle af Danmarks mest udsatte. Glæden ved brilleuddelingerne spreder sig som ringe i vandet, og bringer både glæde, stolthed og en følelse af medborgerskab med sig. Det har stor værdi for vores medarbejdere, at de kan hjælpe et udsat menneske så direkte, konkret og nært, som når en borger fra Kirkens Korshær træder ind i butikken”, lyder det fra afsluttende fra Lasse Büttner, cheftoptiker i Randers.

Smarteyes og Kirkens Korshær har ind til nu uddelt briller for en samlet værdi af mere end 2 mio. kr. til socialt udsatte og hjemløse. Den 21. maj bliver der uddelt flere briller i Smarteyes’ butik på Brødregade i Randers.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.