Gangbro over Langå Station er hjemmeMandag 19. december 2016 kl. 18:36
Gangbroen over Langå Station har i mange år været et stort ønske hos Langås borgere. Kørestolsbrugere og familier med barnevogne har været henvist til stejle trapper til spor 3 og 4, og stationen opfylder derfor ikke loven om tilgængelighed for handicappede. Og borgerne i Skovlystkvarteret har været nødt til at gå en omvej på flere kilometer for at komme med toget. En god løsning ”Jeg er rigtig glad for, at vi nu endelig har fået en rigtig god løsning på en bro, der både giver bedre og lovlige adgangsforhold til perronerne og skaber forbindelse mellem Langås borgere i hhv. den vestlige og den østlige del af byen,” siger byrådsmedlem Iben Sønderup (S), som har været foregangskvinde for gangbroen og allerede i 2012 kontaktede transportminister Henrik Dam Kristensen (S) sammen med daværende borgmester Henning Jensen Nyhuus (S). Borgmesterkandidat Torben Hansen (S) er også glad. ”Jeg var ude at besøge Langå i august, og i den forbindelse så jeg stationen og området, hvor broen skal være. En bro er den eneste rigtige løsning, og i det budgetforslag, Socialdemokratiet lavede sammen med SF, afsatte vi 3 mio. til gangbroen,” siger Torben Hansen. ”Broen vil give bedre adgang til naturen, både for Langås borgere og for lystfiskere og andre turister. Ophold i naturen giver livskvalitet, og også af den grund går vi i Socialdemokratiet ind for gangbroen.” S fandt finansiering Socialdemokratiet og SF var de to eneste partier i byrådet, som havde broen med i deres budgetforslag. Men en finansiering af den sidste del af gangbroen blev bakket op af alle partier i Randers Byråd. ”Jeg glæder mig over den brede opbakning, som broen har fået i byrådet,” siger byrådsmedlem Iben Sønderup (S). Formand for Langå i Udvikling, Dorthe Tapomayi Nielsen, er også glad: ”Vi er meget tilfredse og taknemlige for byrådets velvilje. Og vi er sikre på, at investeringen vil komme mangefold igen med nye tilflyttere og turister til byen”, siger hun. Let adgang til tog og natur i fremtiden Jernbanen deler byen i to. Derfor er den vestlige del af Langå, hvor det største antal borgere bor, stort set afskåret fra at få glæde af de smukke rekreative områder ved Gudenå: Langå Egeskov, Langå Bådelaug og cykelbroen til Laurbjerg. Her findes Nordeuropas bedste fiskevand – og noget af Østjyllands smukkeste natur. Borgerne i den østlige del af Langå har aldrig haft let og sikker adgang til togstationen, selv om den ligger i deres baghave. De har været henvist til at gå en omvej på flere kilometer – eller at gå over sporene, hvilket er både ulovligt og farligt. Men nu bliver udfordringerne løst. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|