Forsøg på tyveri af frihedsmonument

Forside
Torsdag 18. april 2019 kl. 13:00

Forsøg på tyveri af frihedsmonument

Onsdag eftermiddag er der blevet konstateret forsøg på at save en bronzestatue over i Randers.

Den står på Skovbakken og er rejst til minde om de faldne under 2. Verdenskrig. Statuen har friske savemærker og der ligger frisk bronzestøv på jorden.

"Det er umuligt at forstå, hvordan man kan få sig selv til at stjæle vores fælles kunst, og så et monument over dem, der gav deres liv under 2. Verdenskrig. Vi vil gøre, hvad vi kan for at forhindre tyveriet med ekstra overvågning, " siger kulturkonsulent Helga Hjerrild og fortsætter:
"Vi ved, at metalværdien af bronzen kan være et motiv. Politiet er naturligvis sat på sagen, og vi anmoder også om hjælp fra alle, der eventuelt ser noget bemærkelsesværdigt. Politiet tager gerne imod tips fra borgerne," siger Helga Hjerrild.

Tips kan ringes ind på 114 og opdager man, at tyvene er i gang, så ringer man 112.

Monumentet blev rejst 5. maj 1949 og er tre meter højt. Det er støbt i bronze og skænket af Randers Kommune, Randers Kulkompagni og private donationer er rejst til minde om de faldne under 2. Verdenskrig.
Skulpturen forestiller en ung kvinde med foden på en knækket marterpæl - den type pæl som blev anvendt til at binde folk op ad under tortur. Kvinden strør blomster ud over jorden, hvor modstandsfolkene måtte lade livet. Placeringen på toppen af Skovbakken tilfører monumentet en storladen og ophøjet stemning. Monumentets omgivelser er anlagt af arkitekt Arne Jacobsen


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.