Flere mænd end kvinder tager chancen med spritkørsel

Danmarkidag
Torsdag 9. december 2021 kl. 19:00

Flere mænd end kvinder tager chancen med spritkørsel
Foto: Rådet for Sikker Trafik


Af Carina Kondrup

Flere mænd end kvinder tager chancen med spritkørsel

Hver 10. mand har inden for det seneste år kørt bil, selv om han var i tvivl om sin promille. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik

I løbet af december vil en landsdækkende spritkampagne fra Rådet for Sikker Trafik samt politiets spritkontroller minde alle om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket alkohol.

Det er et budskab, som en del af bilisterne stadig har brug for at høre. Det viser en ny undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Wilke har gennemført blandt 5.028 bilister i 2021.

Bilisterne er blevet spurgt, om de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de havde drukket for meget alkohol. 5 % af kvinderne svarer, at det har de gjort. Værst ser det ud blandt mændene, hvor 10 % har sat sig bag rattet, selv om de var i tvivl om, hvorvidt promillen var for høj.

- Det er bekymrende, at så mange tager chancen og kører efter at have drukket alkohol. Når man ikke ved, om promillen er for høj, så bør man slet ikke køre bil, for man risikerer at køre med for meget alkohol i blodet, og det kan have store, menneskelige konsekvenser, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Omgivelserne kan gøre en forskel

Hvis man tager bilen, når man skal til fx en middag eller en fest og får lidt at drikke i løbet af aftenen, så har de fleste svært ved at vurdere, hvornår de har en for høj promille til at kunne køre sikkert. Det er derfor, at Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man planlægger, hvordan man har tænkt sig at komme sikkert hjem - allerede inden man tager afsted.

Desuden opfordrer Rådet for Sikker Trafik flere til at blande sig, hvis en kammerat eller et familiemedlem fisker bilnøglerne op af lommen efter en hyggelig aften, hvor man har fået noget at drikke.

- Mange tror fejlagtigt, at de forbrænder én genstand i timen, men det er meget individuelt. Så nogle gange har vi lige brug for, at en god ven foreslår, at man deles om en taxa eller tilbyder overnatning, så vi ikke risikerer at sætte os bag rattet med for meget alkohol i blodet, siger Michelle Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.

Hos politiet lyder der samme opfordring om, at man lader bilen stå, når man har drukket, og at omgivelserne bliver bedre til at blande sig.

For selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet hen over årene, så er spritkørsel stadig et problem. I 2021 har politiet i årets første 11 måneder sigtet knap 540 personer om måneden for spritkørsel, viser nye tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- I løbet af december har vi ekstra fokus på spritkørsel med kontroller, da vi ved, at nogle har det med at overvurdere deres egne evner og sætter sig bag rattet efter at de har drukket alkohol, siger Christian Berthelsen, politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.




© Copyright 2022 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.