Flere folkeskoleelever har fået længere til skole

Forside
Søndag 18. august 2019 kl. 13:00

Flere folkeskoleelever har fået længere til skole

Siden 2008 er afstanden til skole for nye folkeskoleelever blevet længere i kommunerne uden for de store byer.
I 20 kommuner havde mere end hver fjerde elev i 0. klasse mindst 5 km til skole i 2018.

I forhold til 2008 har de nye folkeskoleelever samlet set fået lidt længere til skole. I 2008 var medianafstanden til skole 1,3 km for folkeskoleelever i 0. klasse, mens den var 1,5 km i 2018. Folkeskoler er kun kommunale grundskoler, og børn på frie grundskoler er altså ikke med i opgørelsen i denne artikel.

Det er især børn uden for de store byer, der har fået længere til skole. Når man inddeler kommunerne i grupper er medianafstanden vokset med 245 m i landkommuner og 212 m i oplandskommuner, mens den i hovedstadskommuner og storbykommuner er vokset ganske lidt med henholdsvis 56 m og 35 m. Det viser en særkørsel fra Danmarks Statistik.

"De længere afstande kan bl.a. hænge sammen med, at en del kommuner lukkede en række små skoler i mindre byer i årene efter kommunalreformen, men der kan også være andre forklaringer, såsom flyttemønstre, samt at forældre ikke nødvendigvis vælger den skole, som ligger nærmest på hjemmet," siger Lene Riberholdt, fuldmægtig, Danmarks Statistik.



Flere har mere end 5 km til skole

Andelen af folkeskoleelever, som har mere end 5 km til skole, er steget siden 2008. Samlet set for hele landet er andelen steget fra 10,1 pct. i 2008 til 13,5 pct. i 2018.

Andelen er også steget inden for alle fem kommunetyper. Mest i oplandskommunerne, hvor andelen er vokset med 8 procentpoint og mindst i storbykommunerne, hvor den kun er blevet 0,8 procentpoint større i 2018 i forhold til 2008. Andelen er overordnet set større i land- og oplandskommunerne end i de andre kommunegrupper. Her havde hver femte folkeskoleelev i 0. klasse mere end 5 km til skole.

Langt de fleste har fortsat under 2 km til skole

Selvom andelen af nye folkeskoleelever med mere end 5 km til skole er steget de seneste 10 år, har størstedelen af børnene fortsat under 2 km til skole. I 2018 gik næsten to tredjedele af børnene (65 pct.) i 0. klasse i en folkeskole under 2 km til skole, mens tre ud af fire (77 pct.) havde under 3 km.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.