Flere apoteker åbner for vaccination mod COVID-19

Corona
Lørdag 8. januar 2022 kl. 10:00

Flere apoteker åbner for vaccination mod COVID-19
Arkiv billede


Af Carina Kondrup

Flere apoteker åbner for vaccination mod COVID-19

Snart kan inviterede borgere også blive vaccineret mod COVID-19 på flere apoteker i Region Midtjylland

Region Midtjylland og apotekerne (APOVAC) har indgået aftale om, at apoteker kan tilbyde vaccination mod COVID-19.

- Det er glædeligt at apotekerne vil hjælpe med vaccineindsatsen. Aftalen sikrer endnu flere borgere let adgang til vaccination i nærområdet. Apotekerne yder et væsentligt bidrag i at sikre hurtig vaccination mod COVID-19 til alle, der ønsker det, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Apotekerne vil fra 11. januar tilbyde vaccination i takt med, at de får vaccinedoser leveret. Se hvor og hvornår du kan blive vaccineret på det nationale kort på corona.rm.dk.

Apoteker tilbyder vaccination med Pfizer til inviterede borgere over 12 år.

Ingen tidsbestilling på apoteker

Vaccination på apoteker tilbydes som udgangspunkt uden tidsbestilling. Opstår der lange køer, vil apoteket kunne skrive ventende op til en kø-plads.

- Det er en kæmpestor opgave, samfundet står over for, når mange skal vaccineres mod COVID-19 på kort tid. Det er klart, at apotekerne gerne hjælper med. Apotekernes medarbejdere har allerede lang erfaring med at vaccinere mod influenza og lungebetændelse - og mange borgere har god erfaring med at blive vaccineret på apoteket. Apotekerne er tæt på borgerne, og vi håber, at den lette tilgængelighed er med til at sikre, at flere bliver vaccineret. På den måde kan vi være med til at understøtte Region Midtjyllands vaccinationsindsats, siger Bjarne Kalø, Direktør i APOVAC F.M.B.A.

Du bestemmer selv, om og hvor du ønsker vaccination. Vaccination mod COVID-19 tilbydes på et apotek, på regionens vaccinesteder, hos private Practio og Carelink, samt hos mange praktiserende læger.

Forhindret? Husk at afbestille

Husk at afbestille eventuelle bookede tider på vacciner.dk, hvis:

- du bliver forhindret i at udnytte din tid.
- du er smittet med COVID-19 og derfor forhindret.

Andre kan overtage din tid, hvis du afbestiller senest to timer før du skulle være vaccineret.



© Copyright 2022 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.