Erfaren erhvervsmedarbejder fylder rundt

Navne
Fredag 9. september 2022 kl. 08:00

Erfaren erhvervsmedarbejder fylder rundt

Af Carina Kondrup

Erfaren erhvervsmedarbejder fylder rundt

Erhvervsmedarbejder i Sparekassen Kronjylland, Jesper Stordal, kan i dag den 9. september fejre 50-års fødselsdag.

Jesper begyndte som elev i Sparekassens Nordre Afdeling i Randers i 1992 og kom senere til Mariager-afdelingen som kunderådgiver. I 1999 blev han en del af Sparekassens såkaldte fælleskontor, hvor han var ansvarlig for at undervise alle medarbejdere i et nyt IT-system – Kernesystemet. Efter et ophold i Nykredit vendte Jesper tilbage til Sparekassen i 2005 i hans nuværende stilling som erhvervsmedarbejder. Her arbejder han som support for erhvervsrådgiverne i Randers Erhverv og Landbrugsafdelingen.



Personlige relationer er vigtige

Jesper har efterhånden været mange år i Sparekassen, og kan næste år fejre 25-års jubilæum. Det er der flere grunde til:

”Jeg befinder mig godt i mit team, og samtidig er det motiverende at have en rolle, hvor man er tæt på ens nærmeste kollegaer, men også på kunderne, selvom man ikke er direkte rådgiver. Det giver en god føling med det, der er aktuelt. Derudover er jeg tillidsrepræsentant og værdsætter de gode kollegiale relationer højt.” – fortæller Jesper Stordal.

I Sparekassen Kronjylland har Jesper desuden mødt sin kone, formuerådgiver Charlotte Poulsen, hvorfor Sparekassen altid har udgjort en central rolle i familiens liv. Parret er bosiddende i Ørsted på Djursland og har sammen to voksne børn. Udover samvær med familie og venner går fritiden med en aktiv livsstil i bl.a. den lokale løbeklub Rougsø Runners og med et køligt morgenbad året rundt i Randers Fjord. Derudover er Jesper lokalt engageret i menighedsrådet i Ørsted.

Fødselsdagen fejres internt med kollegaer i Sparekassen.


Erhvervsmedarbejder i Sparekassen Kronjylland, Jesper Stordal, kan i dag den 9. september fejre 50-års fødselsdag.


© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.