Er Socialdemokratiet kapitalisternes parti?DebatMandag 18. januar 2021 kl. 07:00 . Af: Frida Valbjørn Christensen Medlem af Randers byråd Enhedslisten. I forbindelse med "byen til vandet" og, den stadig langt ude i fremtiden planlagte, klimabelastningsbroen har byrådsflertallet, under det såkaldte udviklingsudvalg - bedre kendt som overforbrugsudvalget - brugt mindst 7,9 millioner kroner på proces, herunder konsulentbistand, forvaltningsarbejde, drone-videoer, pjecer m.m. Jeg gentager lige: mindst 7.900.000 kr! På byrådsmødet den 18. januar skal vi behandle en sag fremsat af Enhedslisten omhandlede netop disse midler, for helt ærligt: Virker det ikke grotesk, at vi endnu engang skal diskutere handleplaner for uværdig ældrepleje, ligesom handicapområdet og skoleområdet skriger på flere midler, alt imens Torben Hansens guldspade øser penge i kapitalisternes lomme? Hele denne byrådsperiode har flertallet, under ledelse af Torben Hansen, ført den samme propaganda-lignende linje, hvor kæmpe besparelser førende til masseslagtning af velfærdsområderne er forsøgt kamufleret bag tilførsler af relativt små pengebeløb. Alle velfærdsområder har været hårdt ramt af det generelle "effektiviseringsbidrag", der i sidste ende har ført til store besparelser, og de småbeløb, der er tilført i f.eks. seneste budget forventer flertallet, at folk klapper i hænderne over. Alt i alt svarer Socialdemokatiets politik til at trampe hårdt på borgere, der ligger ned for derefter at give dem et kindkys som trøst. Kære Torben Hansen! Hvis der er nok penge til, at de ligefrem skylles ud i toilettet eller bruges på dronevideoer, hvorfor kan vi så ikke også som minimum tilbyde vores ældre en ordentlig pleje?
|