Djurs Sommerland sigter efter ny besøgsrekord

Østjyllandidag
Søndag 30. april 2023 kl. 12:00

Djurs Sommerland sigter efter ny besøgsrekord
Foto: Djurs Sommerland


Når forlystelsesparken Djurs Sommerland åbner sæsonen 29. april, sker det samtidig med afslutningen af parkens største enkeltinvestering, Dinosaurland, til 150 millioner kroner. Efter et rekordår i 2022 håber parken på fortsat fremgang i 2023 - primært drevet af flere danske, norske og tyske gæster.

I 2022 slog næsten 880.000 gæster deres vej forbi forlystelsesparken Djurs Sommerland tæt ved Nimtofte på Djursland. De første indikationer tyder på, at det også i 2023 bliver et yndet familieudflugtsmål.

Blandt andet ser det ud til, at tyske turister kommer til at strømme til Danmark og blandt andet landets forlystelsesparker.

Tal fra Danmarks Statistik over bookinger af feriehuse i 2023 viser, at de udenlandske turister per februar 2023 har booket næsten 10 procent flere huse sammenlignet med 2022. Det er især de tyske turister, der rykker på sig, mens de danske turister holder en smule igen med booking af feriehuse. De danske bookinger var dog også på et meget højt niveau i 2022.

Stor investering skal tiltrække gæster

En af de ferieaktører, der regner med at profitere af de udenlandske turister, er Djurs Sommerland, der åbner for sæsonen 29. april.

- Vi ser frem mod 2023-sæsonen, og selvom vi er spændte på, hvordan krig og inflation påvirker os, har vi en god fornemmelse forud for vores åbning. I år kan gæsterne opleve næste etape af vores største investering til dato - Dinosaurland, der løber op i 150 millioner kroner. Der er tre nye forlystelser til vores gæster - SpinOsaurus, Motorbike Derby og Fossilvaskeren - og det er vores forventning, at de vil tiltrække mange børnefamilier. Desuden er vi i år hjulpet af, at skolebørnene har en uges ekstra ferie sammenlignet med de seneste år, fortæller Henrik B. Nielsen, der er adm. direktør hos Djurs Sommerland.

- Når vi kigger på salg af sæsonkort, prebookinger og firmaaftaler ser det meget fornuftigt ud for 2023, og vi mærker også en større interesse fra udlandet for at holde ferie i Danmark og i særdeleshed i det østjyske område. Vi har fra feriehusudlejerne indikationer på, at der kommer flere tyskere, og det virker generelt til, at de i usikre tider søger mere nordpå end for eksempel østpå. De norske gæster ser også ud til stadig at have købekraft på trods af den lave norske kronekurs. På trods af flere udenlandske gæster, er det dog stadig de danske gæster, der samlet set skal sikre os endnu en besøgsrekord i 2023, mener han.

Hos VisitAarhus nikker direktøren genkendende til, at de udenlandske turister igen besøger området.

- De internationale gæster vælger i stigende grad at holde deres ferie i Aarhusregionen, og det er bestemt værd at glæde sig over, for vi har virkelig manglet dem i årene med Corona. I 2022 havde området cirka 9 procent flere internationale besøgende sammenlignet med 2019, som er det seneste "normale" turistår. Det er især tyskerne, der strømmer til, men hollænderne er også tilbage på niveau med 2019. De første overnatningstal fra 2023 giver grund til at tro på, at den positive udvikling fortsætter, og at vi ser endnu flere internationale gæster i Aarhusregionen, siger Pia Lange Christensen, direktør, VisitAarhus.

Hun påpeger, at Djurs Sommerland med de mange gæster spiller en positiv rolle for hele turismeindustrien på Djursland og i Aarhusregionen.

I en anden liga nu

Den flotte udvikling i antallet af gæster har været med til at cementere Djurs Sommerlands placering som Jyllands anden mest besøgte forlystelsespark efter Legoland, og adm. direktør Henrik B. Nielsen har også noteret sig ændringer i hvilken type gæster, der bliver tiltrukket.

- Der er flere gæster, der kommer igen, men de kommer også generelt længere fra end tidligere. På den måde oplever vi, at Djurs Sommerland er blevet mere populær for en større del af Danmark, siger Henrik B. Nielsen.

Netop fordi der kommer flere gæster fra fjernere egne, er det vigtigt, at Djurs Sommerland og Djursland generelt kan tilbyde overnatningsmuligheder, og det er også højt på forretningsagendaen hos direktøren på sigt at bygge for eksempel et feriecenter eller hotel tæt ved forlystelsesparken.

Selvom Henrik B. Nielsen ikke endnu kan løfte sløret endeligt for, hvad forlystelsesparken arbejder på i forhold til 2024, er der endnu en gang store nyheder i vente.

- Vi kommer til at lave en stor enkeltinvestering til 2024-sæsonen, men detaljerne er ikke på plads endnu. Vi ved, at det er vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi kommer med nye forlystelser, og derfor fortsætter vi til næste år. Vi har samlet investeret 650 millioner kroner i nye forlystelser og andre aktiviteter i de seneste 15 år, og det har helt sikkert været en vigtig brik i vores vækstrejse, mener Djurs Sommerland-direktøren.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.