Derfor vinder RandersFC søndag i Aarhus

Randers
Lørdag 30. juli 2022 kl. 20:00

Derfor vinder RandersFC søndag i Aarhus
RandersFC logo


Af Klaus Hansen

Når de grønne udebanetrøjer endnu engang skal luftes, er det med gode minder i erindringen. Her er årsagerne til, at vi igen napper de tre point i Aarhus.

Man skulle næsten tro at Divisionsforeningen genbruger kampprogrammet fra sidste år. I anden spillerunde tog Randers FC imod OB på hjemmebane, præcis som det var tilfældet i sidste sæson. Begge kampe er i øvrigt endt uafgjort. I tredje runde ses samme mønster, når AGF igen tager imod på Ceres Park. Sidste år endte den kamp med en sejr til Randers FC på 2-1, og vi må håbe at historien resultatmæssigt, som i kampen mod OB, gentager sig på søndag.

Kampen i Aarhus for et år siden er den eneste af de sidste elleve indbyrdes opgør, hvor der er scoret mere end to mål. AGF har desuden ikke holdt målet rent i 11 kampe i træk, mens de kun har vundet én af de sidste otte hjemmekampe mod Randers FC. Meget tyder altså på en sejr på enten 1-0 eller 2-0 til Randers FC. Alle statistikker er for kampe i 3F Superligaen.

Randers FC har også et klart historisk overtag mod AGF. I de 37 3F Superligakampe der er spillet mellem de to klubber, har Randers FC vundet de 18, mens AGF kun har vundet otte. Når hestene gæster Aarhus i 3F Superligaen, er tendensen den samme. Randers FC har vundet syv kampe, seks er endt uafgjort og kun tre er faldet ud til AGF’s favør.

I alle turneringer har Randers FC blot tabt to ud af de seneste 21 og fire af de sidste 32 kampe. Der er altså alt mulig grund til at drage sydpå og støtte de kronjyske helte, når de jagter sæsonens første sejr.

Kampen sparkes i gang kl. 14, og der er fortsat ledige billetter til udebaneafsnittet på Ceres Park.

Billetterne kan købes her: AGF-RFC billetter


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.