Cykeltyvene er på rov igen efter corona

Danmarkidag
Onsdag 21. september 2022 kl. 07:00

Cykeltyvene er på rov igen efter corona
Foto: LB Forsikring


Af Redaktionen

Cykeltyvene er på rov igen efter corona

August er for mange lig med studiestart og back to work. Desværre gælder denne antagelse også for cykeltyvene, der så småt er ved at bryde deres coronaboble.

Årets sidste sommermåned er for mange en populær måned at lufte jernhesten. Flere cykler på stierne frister dog desværre cykeltyvene til at genoptage deres langfingrede erhverv.

Det kan mærkes hos Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab, LB Forsikring. Antallet af cykeltyverier er i august 2022 næsten 50% højere, end det var i august 2021.

"Hos LB Forsikring har vi godt kunne mærke, at mange har skiftet hjemmearbejdet ud med arbejdspladsen, hvor folk cykler til arbejde. Der er nemlig sket en stigning i antal cykeltyverier, da cyklerne i højere grad luftes", siger Anne Mette Kirkegaard, skadechef for LB Forsikring.

Antallet af cykeltyverier har ellers været faldende de seneste par år. I maj 2022 offentliggjorde Forsikring & Pension en opgørelse over udviklingen i cykeltyverier de sidste 10 år, og den viste, at antallet af cykeltyverier er næsten halveret fra 2011 til 2021. Det skal dog ikke være anledning til at glemme cykellåsen i en tid, hvor mange flytter rødderne, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard:

"Selvom antallet af cykeltyverier ellers har været dalende, er det stadig med at huske at sikre sin cykel mod tyven. Mange flytter til nye byer for at starte studie og arbejde, og en del af tilvænningsprocessen bør være at forebygge et cykeltyveri i den nye by".

En stigning har der dog været i august, og stigningen vidner derfor om, at cykeltyvene er tilbage ved cykelstativerne. Det er derfor en ekstra god ide at sikre cyklen, hvis man ikke vil have en ærgerlig overraskelse på turen hjem fra job eller skole.

LB Forsikring kommer derfor med 6 gode råd til, hvordan man bedst muligt kan sikre sin cykel mod tyveri:

Brug en godkendt lås - Din cykel skal være låst med en lås, der er godkendt af Varefakta, for at opnå dækning af tyveri. Låsekrav gælder dog ikke ved tyveri fra forsvarlig aflåst bygning eller lokale.

Lås altid cyklen: Helt basalt – husk at låse cyklen. Også når du bare er hos bageren, eller stiller cyklen fra dig hjemme i garagen.

Lås cyklen fast - Lås stellet og for- eller baghjul fast til et cykelstativ, et træ eller en lygtepæl. Brug en godkendt bøjle- eller wirelås.

Forsvarlig aflåst bygning eller lokale - Opbevar cyklen i en forsvarlig aflåst bygning eller et forsvarligt aflåst lokale, når du har mulighed for det.

Pas på ved stationer og lignende - På tog- og metrostationer og ved busstoppesteder er der høj risiko for cykeltyveri. Det samme er tilfældet på en del skoler. Lås cyklen godt fast og gerne i en cykelkælder eller lignende aflåst område

Frist ikke tyven - Tag løse lygter, cykelhjelm og lignende med dig. Har du en el-cykel, kan du også med fordel tage batteri og/eller kørecomputer med dig.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.