Cykelpolitik er klimapolitikForsideLørdag 8. juni 2019 kl. 12:00 De samfundsmæssige argumenter for at skabe de rammer, der får flere til at cykle mere i hverdagen, er for længst på plads. Cyklistforbundet håber, at cykelpolitikken nu endelig kan løftes fra at være ren transportpolitik til også at være sundhedspolitik, klimapolitik, bypolitik samt børne- og ungdomspolitik. - Allerførst et stort tillykke til de nyvalgte politikere og den kommende regering. Vi glæder os til et godt samarbejde om et sundere, grønnere og mere bæredygtigt Danmark, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam. - Vi håber især, at cykelpolitikken nu endelig kan løftes fra at være ren transportpolitik til også at være sundhedspolitik, klimapolitik, bypolitik samt børne- og ungdomspolitik. Klaus Bondam opfordrer de nyvalgte politikere til at huske, at en investering i cykelområdet er en investering i et stærkt, sundt og bæredygtigt Danmark: - Vi har den viden, som vi har brug for. Cyklen er en yderst billig måde at tage fat i de tre enorme udfordringer, som vi som samfund kæmper med: Livsstilsygdomme er den næststørste dræber efter rygning. Vores byer er ved at sande til i trængsel. Klimaet bare gisper efter vejret. FIRE FORSLAG TIL POLITIKERNE Cyklistforbundets fremlagde tidligere på året politikoplægget Cykelland.Nu med fire forslag til politikerne: -Indføre en øget national cykelpulje i den kommende trafikale investeringsplan -Give tilskud til køb af el-cykler: Med el-cyklens større radius er det helt nye muligheder for at flytte bilister til cyklen -Indføre skattefordel for cykelpendlere: Det bæredygtige og sunde transportvalg kan belønnes -Indføre flere 30 km/t-zoner i områder med mange gående og cyklister: Kommunerne skal langt nemmere end i dag kunne indføre 30 km/t-zoner på enkeltstrækninger i byområder og landsbyer, hvor der færdes mange bløde trafikanter fx ved skoler Klaus Bondam har desuden bidt mærke i et forslag, som dukkede op i løbet af valgkampen: Undtag investeringer i cykelinfrastruktur fra det kommunale anlægsloft. - Det er der god musik i. Anlægsloftet er ofte en kedelig hindring for, at kommunerne kan anlægge ny cykelinfrastruktur. I valget mellem skoler, daginstitutioner og cykelstier taber cykelstierne ofte, siger Klaus Bondam. PAS PÅ CYKLISTERNE Cyklistforbundet glæder sig samtidig over, at der ikke længere er flertal til den trafikale investeringsplan, som regeringen og DF fremlagde kort før valgudskrivelsen. - Vi håber, at det nye Folketing lægger den tilbageskuende og visionsløse plan i graven og erstatter den af en plan, der også tænker hverdagscykling ind og udnytter cyklens enorme fordele i forhold til mere sundhed, mere grøn omstilling og mindre trængsel, siger Klaus Bondam. Han gør opmærksom på, at vi ikke kan tage cyklister for givet, for færre og færre cykler . Ifølge Vejdirektoratet er cykelandelen af alle ture faldet fra 17% i 2014 til 14% i 2018.
|