Christian Engelbrecht Pedersen ny byrådskandidat for (S) i Langå og Omegn

Randers opland
Søndag 27. december 2020 kl. 09:30

Christian Engelbrecht Pedersen ny byrådskandidat for (S) i Langå og Omegn

.
Christian Engelbrecht Pedersen er Socialdemokratiets nye byrådskandidat i Langå. Den 43-årige familiefar og balkanveteran er oprindeligt uddannet maskinarbejder, men har de seneste 16 år været politiassistent ved Østjyllands Politi i Aarhus og Randers.

"Jeg vil bl.a. kæmpe for en cykelsti mellem Langå skole og Gudenåstien, mere urørt skov, og ikke mindst vil jeg kæmpe med næb og kløer for at bevare vores banegård, som både er byens livline og huser en vigtig del af byens kulturliv," udtaler Christian Engelbrecht, som i samme åndedrag understreger, at han trods de meget lokale mærkesager selvfølgelig vil være byrådsmedlem for hele Randers Kommune.

Den lokale betjent afløser Iben Sønderup, som med udgangen af 2021 stopper byrådsarbejdet i Randers Kommune for at fokusere på sit kandidatur til næste folketingsvalg: "Jeg er meget glad på Langås vegne, over at Christian Engelbrecht Pedersen vil stille op til kommunalvalget. Jeg kender Christian som en meget vidende og dygtig person med stor strategisk sans og evne til at se bag om tingene – måske på grund af hans baggrund som soldat og politimand.

Samtidig er han også et meget empatisk menneske og familiefar.

Det bliver godt for Langå – ja for hele Randers Kommune at få en lokalpolitiker som Christian i Byrådet," mener Iben Sønderup.

Kommunalvalget finder sted tirsdag den 16. november 2021.










© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.