Brems for rådyret og kør katten over?DanmarkidagTirsdag 29. oktober 2019 kl. 17:00 Vi har netop stillet uret til 'vintertid' og i ugerne herefter, er der øget risiko for påkørsler af dyr. Ingen bilister ønsker naturligvis at køre et dyr ned, men i nogle tilfælde er det faktisk mest hensigtsmæssigt at undlade at træde på bremsen. Skiftet til vintertid forstyrrer rytmen hos dyrene, og det medfører desværre et øget antal påkørsler af dyr i trafikken. Men hvordan optræder du mest sikkert, hvis uheldet er ude, og et dyr løber ud foran bilen. Svaret er forholdsvis enkelt. Det er størrelsen, det kommer an på, når det handler om biler og dyr i trafikken. Tommelfingerreglen er, at du kan forsøge at undgå påkørsel af dyr på størrelse med en hund og opefter, mens mindre dyr altså bør køres over, hvis der ikke er andre muligheder. "Man kører ikke dyr ned, hvis det kan undgås, men bremser man op for at undgå en påkørsel at et mindre dyr med risiko for at en bagvedkørende kører op i en, vil man typisk få en del eller hele skylden. Mens man ved at bremse op for et større dyr i samme situation ikke vil blive pålagt skyld. Skyldspørgsmål bliver vurderet ud fra gængs praksis, men i sidste ende bliver der tale om en individuel vurdering," siger Ole Vidstrup, konsulent i Forsikringsoplysningen. Han påpeger, at bilens kaskoforsikring altid betaler skaderne på den skadede bil efter påkørsel af et dyr, uanset hvad det har været for et dyr. Undgå farlige situationer Selvom det kan virke kynisk at mindre dyr må lade livet, mens større dyr har bedre muligheder i trafikken, så hænger det sammen med, at hensynet til risikoen for større ulykker vejer tungest, ligesom man også skal tage vejtypen i betragtning. Der er med andre ord stor forskel på omfanget ved påkørsler i bymæssig bebyggelse og på motorveje, ligesom hensynet til især de bagvedliggende trafikanter spiller ind. Sidste år skrev Nordsjællands Politi fx på Facebook om de overordnede regler, fordi de fik en række henvendelser om dyr, som krydsede vejene. "Vi modtager i disse dage adskillige anmeldelser om farlige situationer i trafikken, hvor gåse-forældre og deres gæslinger krydser stærkt trafikerede veje", lød opslaget. Gæs har af gode grunde ikke styr på røde og grønne trafiklys samt fodgængerovergange, og det skaber nogle uhensigtsmæssige situationer i trafikken med pludselige opbremsninger og sågar mennesker, der løber rundt med biler susende om ørerne med 110 km/t i forsøget på at genne gæssene på rette spor. Selvom hjælpende menneskers hensigt er meget dyrevenlig, så skal du passe på, hvis du som bilist ser gæs eller andre dyr, der forsøger at krydse vejen. Når bilen tager skade En påkørsel af fx et rådyr kan give ganske store skader på bilen. "Hvis der er kaskoforsikring på bilen, dækker den skaderne, men da rådyret ikke har forsikring, hæfter man som bilist selv for selvrisikoen. Der er også en risiko for, at man selv kan komme til skade, så derfor er det vigtigt at have ulykkesforsikring i sådan en situation," siger Eva Grann, produktchef for forsikringer hos energiselskabet OK. Ifølge OK er der vigtigt at være særligt opmærksom ved kørsel i det åbne land og på skovstrækninger de næste uger: "Tænk også på, at en undvigemanøvre kan være farlig, både for dig og dine medtrafikanter. Det bedste, man kan gøre er derfor som trafikant at forsøge at forudse, hvornår der er øget risiko for at påkøre et dyr," siger Eva Grann.
|