Børnene tog med på Fridas fantastiske færd

Randers
Tirsdag 14. september 2021 kl. 09:00

Børnene tog med på Fridas fantastiske færd
Foto: Randers Kommune


Af Carina Kondrup

Børnene tog med på Fridas fantastiske færd

Begejstringen var til at tage og føle på, da glade skole- og børnehavebørn mandag var med til at fejre udgivelsen af Affaldsskolens nye bog "Fridas fantastiske færd" på Randers Bibliotek.

Affaldssortering og bevidsthed om jordens ressourcer er store emner for små mennesker. Serveret på den rette måde, er det dog slet ikke så svært. Det er tanken bag Affaldsskolen i Randers Kommunes nye bog, der tager børn og barnlige sjæle med på en rejse til affaldets magiske verden, hvor øldåser hopper og mad bliver til strøm. Bogen "Fridas fantastiske færd" er nu officielt udgivet, og det blev fejret sammen med Randers Bibliotek og børn fra nærliggende skoler og børnehaver.

"I Randers Kommune arbejder vi sammen om at uddanne børn og unge i bæredygtighed. Bogen er en måde at gøre de lidt abstrakte emner mere levende og nærværende, og den er et supplement til de forløb, vi har med skoler og børnehaver. Det er dog ikke nødvendigt, at have været i affaldsskole for at læse bogen. Historien er ret spændende, og den kan sagtens læses som godnatlæsning. Det skader jo ikke, at man kan lægge sig til at sove med følelsen af at være lidt af en helt, når man sorterer sit affald," fortæller Sisse Stochholm, der står for Affaldsskolen.

En stærk karakter letter forståelsen

Det nye tiltag fra Affaldsskolen låner nogle velkendte kneb fra litteraturens verden, og det mener kulturformidler på Randers Bibliotek, Signe Winther Brinkmann, er en god idé.

"Frida er en stærk hovedperson, som børnene nemt kan identificere sig med. Gennem hende får de både spænding og aha-oplevelser, når hun drager ud for at finde Bamse. Krydret med elementer af magi og trylleri, er det en historie, børnene lever sig ind i, og det sætter gang i både fantasi og nysgerrighed. På den måde bliver den lidt kedelige affaldssortering en helt anden oplevelse," siger Signe Winther Brinkmann.

Hvert år besøger over 1.000 børn Affaldsskolen og lærer om affaldssortering, verdensmål og ressourcer. Med den nye bog kan fortællingen om affaldets vej også komme med hjem i klasselokalerne eller børneværelserne.

Fakta om "Fridas fantastiske færd"

- "Fridas fantastiske færd" kan lånes som klassesæt af alle skoler i Randers Kommune, og børnehaver får en håndfuld bøger, når de booker Affaldsskolens undervisningsforløb "Fridas fødselsdag". Alle andre kan låne bogen på bibliotekerne.

- Børnehaver og indskolingsklasser kan få besøg af Affaldsskolen, hvor børnene er med til at holde Fridas fødselsdag og oplever på den måde den fest, der er udgangspunkt for bogens handling.

- Læs mere om Affaldsskolens tilbud på www.affaldsskolen.dk





© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.