Assentoft: en by i Randers kommune

Kender du
Onsdag 18. november 2020 kl. 17:56

Assentoft: en by i Randers kommune
Foto: wikipedia


.
I et lille stykke uden for Randers - nærmere betegnet som den østlige del af byen - finder du den hyggelige landsby Assentoft, der i alt rummer 3.600 indbyggere. Byen ligger 8 km. øst for Randers men er stadig en del af Randers kommune.

Byen er en mindre landsby med primært rolige veje inden for boligkvarterne. Et stenkast fra byen finder du dog de store veje, Grenåvej og Ringvej Syd, der hurtigt kan føre dig direkte til Randers Centrum, længere østpå mod Ebeltoft eller sydpå til motorvejen E45. Med naturen i baghaven og gode, hurtige veje ind til storbyerne, får du den bedste kombination fra to verdener.

En familievenlig by med nabofællesskab, skøn natur og højt til loftet
Assentoft er kendt for sit flotte naturlandskab, da det ligger omgivet af bakker, dale og skov. Det er derfor ganske normalt at få øje på vilde dyr som fx rådyr - måske endda ude i din baghave! Et stykke væk fra Assentoft ligger Hals Sø, der skaber gode rammer for hyggelige gåture ude i det fri.

Den familievenlige landsby rummer også Randers’ næststørste folkeskole: Assentoftskolen. Skolen har ca. 678 elever. For de små finder du tre børnehaver og en enkelt privat vuggestue i nærheden af byen, så der altid er børnepasning tæt på bopælen. Der er desuden gode muligheder for offentlig transport med flere busstoppesteder igennem byen.

På en af byens større gader - Storegade - finder du både det lokale pizzeria, tankstation, Netto, SuperBrugsen og flere indkøbsmuligheder. Derudover har byen også sin egen kirke, Essenbæk Kirke, hvor du kan finde den fornødne ro fra hverdagens trommerum.

Sidst men ikke mindst emmer byen af flere forskellige grønne arealer, oaser og en større legeplads i forlængelse af skolen. Det er derfor et sandt mekka for dig, der elsker at følge naturen i løbet af årstiderne.

Et rigt foreningsliv med masser af muligheder
I Assentoft er kedsomhed en by i Rusland. Her i byen finder du nemlig en lang række initiativer og sportsforeninger, hvor du kan dyrke dine fritidsinteresser.

I Assentofthallen får du masser af foreningsliv og mulighed for at blive en del af et tæt fællesskab med resten af landsbyens beboere. Du kan vælge at tilmelde dig et hold - fx håndbold - eller leje hallen sammen med andre. Hallen danner også rammen for beboertiltag som kræmmermarkeder, børneloppemarkeder og konferencer, og der er derfor altid noget at give sig til.

Er du glad for heste, natur og friluftsliv, så kan du glæde dig over, at Assentoft Ridecenter holder til her i byen. Her får du mulighed for at stifte bekendtskab med de søde heste og prøve kræfter med ridesporten i den flotte natur, der omringer byen.

Ordsproget ”småt er godt” passer rigtig godt på Assentoft, der til trods for sin lille størrelse og få indbyggere skaber de perfekte rammer for at få en spændende hverdag i stille og rolige omgivelser, men altså ikke længere end blot 8 km. fra Randers centrum.

Du kommer derfor aldrig til at kede dig i Assentoft.










© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.