Årsdag for jernbanesabotagen i Langå markeresRanders oplandOnsdag 6. november 2019 kl. 10:00 Langå Egnsarkiv markerer årsdagen for modstandsbevægelsens jernbanesabotage. I Langå værner man om den lokale historie. Derfor ønsker Langå Egnsarkiv at skabe en tradition for at markere årsdagen for modstandsbevægelsens sprængning af jernbanebroen over Gudenåen ved Langå under Anden Verdenskrig. Jernbanesabotagen standsede al togdrift i to uger og blokerede for Nazi-Tysklands transport af tropper og materiel op gennem Jylland. Sprængstoffet blev leveret af Hvidstengruppen. Formand for Langå Egnsarkiv, Egon Kristensen, siger: "Det er vigtigt at huske historien. For det er vores historie, der gør os til dem, vi er i dag." I november 2018 blev der på foranledning af byrådsmedlem og folketingskandidat Iben Sønderup sat en formidlingstavle op ved selve stedet for sprængningerne. Formidlingstavlen blev sat op af Museum Østjylland, som også stod for indvielsen, som blev markeret med taler og tilstedeværelsen af Hjemmeværnskompagni Hvidsten. I år finder markeringen af årsdagen for jernbanesabotagen i Langå sted søndag d. 17. november kl. 11.00 ved formidlingstavlen lige ved cykelbroen til Laurbjerg-stien. Der vil være en kort tale af Iben Sønderup. Langå Egnsarkiv står for fællessang, og Hjemmeværnskompagni Hvidsten vil være repræsenteret med fane. Efter højtideligheden holder Langå Egnsarkiv åbent for interesserede.
|