Årets slotskoncert fylder Fussingø Slot med ”Toner af Guld”

Danmarkidag
Torsdag 7. november 2019 kl. 19:00

Årets slotskoncert fylder Fussingø Slot med ”Toner af Guld”

I starten af november var det de fingernemme og strikke- og hækleglade, der bredte sig over de flotte rum på Fussingø Slot.

Søndag den 17. november vil slottets stuer genlyde af liflige toner fra årets efterårskoncert. Med kun 2 uger til advent er der mange, der hvert år bruger koncerten som anledning til en afslappende søndag eftermiddag på og omkring Fussingø, inden de følgende ugers juletravlhed for alvor sætter ind.

Til at bringe slottets gæster i den rette stemning har Fussingøgruppen i år valgt duoen ”Toner af Guld”, der består af ægteparret, Helle og Dynes Skovkjær. Parret vil med deres julekoncert byde publikum på et bredt repertoire af gamle, danske advents- og julesalmer, engelske Carols og ørehængere fra TV-julekalendere gennem tiderne. Lidt nyere julepop, godt blandet med klassisk julemusik bliver det også til. ”Toner af Guld” håber på den måde at kunne kaste adventsglans over slutningen af en grå november.
- På denne tid af året falder mørket tidligt på, men vi vil på vanlig vis sørge for levende lys til at oplyse og sprede hygge på ”slotspladsen”, fortæller Inger-Lise Mørup, der er dette års koncertarrangør.



Koncerten begynder kl. 15.00 og varer et par timer

Entreen på 100 kr. betales ved indgangen.

I pausen er der mulighed for at købe en kop kaffe eller et glas vin.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.