Årets Pinsefisk 2020ØstjyllandidagFredag 22. maj 2020 kl. 13:18 Pinsen nærmer sig med hastige skridt. Hos din fiskehandler er pinse lig med pinsefisk. Derfor har Danmarks Fiskehandlere traditionen tro kørt en afstemning på deres facebookside, hvor forbrugerne har kunne stemme på hvilken fisk, der skulle løbe af med sejren som Årets Pinsefisk 2020. Der var fem fisk med i kapløbet om den ærefulde titel – og det blev altså pighvarren, der løb med sejren. Pighvarren er en venstrevendt fladfisk med pigge på ryggen. Det er den næststørste fladfisk i Danmark. Pighvarrens kød er utrolig lækkert og fast med masser af smag – af mange regnes den for en helt særlig spise. Årets Pinsefisk er en af dansk kulturs nyere madtraditioner, der hylder forskellige danske sæsonfisk og glæden ved det fælles måltid. Ved alle højtider i Danmark er der spisetraditioner forbundet. Påsken har lammet, St. Bededag har varme hveder, julen har anden og nytåret har torsken. Pinsen havde imidlertid i mange år intet måltid, man forbandt den med. Det satte, nu afdøde, biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt sig således for at ændre. I 1999 kontaktede han Danmarks Fiskehandlere med idéen om at få danskerne til at spise fisk i pinsen. I 2000 blev Årets Pinsefisk kåret for første gang. Danmarks Fiskehandlere glæder sig til at byde pighvarren velkommen som Årets Pinsefisk – og de glæder sig naturligvis også til at fortælle forbrugerne om denne lækre fisk. Vi giver dig her en lille appetitvækker i form af en opskrift med pighvar. Grillet pighvar med asparges og rejer Du skal bruge: Til 4 personer 400 g pighvarfilet uden skind 100 g pillede rejer (evt. fjordrejer) 1 bundt hvide asparges 1 bundt grønne asparges 100 g spæde salatblade 1 spsk. olivenolie Saft af ½ citron Salt og peber 1 håndfuld blandede krydderurter (f.eks. kørvel, dild, purløg, basilikum og persille) Tilbehør: Små kartofler Godt brød Sådan gør du Skræl de hvide asparges, og knæk enderne af både de hvide og de grønne asparges. Kog aspargesene 3-4 minutter i letsaltet vand. Skyl og tør salaten. Pisk olie og citronsaft sammen, vend salaten i dressingen, og smag til med salt og peber. Fordel salaten på fire tallerkener, og læg aspargesene oven på. Pensl pighvarfileterne med lidt olie, og steg dem på en meget varm grill eller grillpande – vend ikke fisken om, før den har fået et flot grillmønster på den ene side. Læg den grillede fisk oven på asparges og salat. Vend krydderurterne i salatskålen, så de også får lidt dressing, og kom en top på hver portion fisk. Drys fjordrejerne over hver portion. Servér med små kartofler og godt brød. Tip: Er det svært at opdrive fjordrejer, så brug i stedet almindelige rejer. Kilde til opskriften: www.2gangeomugen.dk
|