2563 elever i Randers Kommune dyrker hjernen og fællesskabet

Randers
Mandag 12. februar 2024 kl. 14:00

2563 elever i Randers Kommune dyrker hjernen og fællesskabet
Skak er for alle og har i undersøgelser vist at have positiv effekt på børns indlæring. Foto: Dansk Skoleskak


Fredag den 9. februar 2024 blev der afholdt Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag i Randers Kommune. I år deltog 2.563 elever fra 12 skoler i kommunen dedikeret dagen til mental udfordring og fællesskab.

Skolernes Skakdag er en "tænksom pendant" til den mere kendte Skolernes Motionsdag og har siden 2013 været et årligt, tilbagevendende event, der afholdes på de enkelte skoler i Randers og er arrangeret af skolernes egne lærer. Korshøjskolen var den første i kommunen til at indføre Skolernes Skakdag, og siden af der kun kommet flere til. I år deltager 12 skoler fra Randers Kommune.

Skak er ikke bare et spil

Oliver fra 4.D på Kristrup Skole har fundet et fællesskab ved at spille skoleskak. Han står trofast klar hver tirsdag og torsdag, når der er frikvartersskak, klar til at spille. Nogle gange har han en ven med, andre gange bliver han sat sammen med elever fra andre klasser. Ved Skoleskak er der mulighed for at dyste i alternative skakspil, som "Pistol-skak", "ACTION-skak" og det nye "Venskabs-skak", hvor spillerne lærer nye sider af hinanden at kende.

"Det er mega sjovt at spille skoleskak. Det er fedt, at skakspillet bliver brudt ned i minigames, med andre regler end det almindelige skakspil. Der er mange forskellige minigames at vælge imellem, så min medspiller og jeg selv hygger os med at bestemme, hvilke kampe vi vil tage på brættet", siger Oliver.

Øget trivsel

Flere af folkeskolerne i Randers Kommune har skoleskak på skemaet eller tilbyder frikvarterskak. En undersøgelse fra Dansk Skoleskak understreger vigtigheden af skoleskak ved at påvise, at skoler med skoleskak oplever op til 30% færre konflikter, en 40% roligere skole, og at 30% af eleverne opbygger nye sociale bånd gennem spilbaseret læring med skoleskak på skoleskemaet.

"Det glæder mig at vi i Randers har en udbredt skakkultur på skolerne. Med skoleskak får vores elever en særlig mulighed for at styrke deres sociale- og mentale færdigheder. Det er fantastisk at se den positive indvirkning, det har på eleverne", siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.

Dansk Skoleskak, som står bag initiativet, melder om rekordmange tilmeldte skoler i år, hvor 56.124 elever dyster på landsplan.

Der er blevet afholdt Skolernes Skakdag - hjernens motionsdag i Randers siden 2013.

Overblik over skolerne

• Assentoftskolen har afholdt siden 2016

• Bjerregrav Skole afholder for første gang i år 2024

• Blicherskolen har afholdt siden 2016

• Fårup Skole har afholdt siden 2015

• Grønhøjskolen har holdt siden 2018

• Korshøjskolen har holdt siden 2013

• Kristrup Skole har holdt siden 2014

• Mellerup Friskole holder for første gang i år 2024

• Nørrevangsskolen har holdt siden 2014

• Østervangsskolen har holdt siden 2014

• Rismølleskolen har holdt siden 2021

• Søndermarkskolen har holdt siden 2017



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.