25-årig stod op og så fremmed mand gå rundt i lejligheden112Mandag 4. november 2019 kl. 14:00 En 25-årig mand vågnede natten til mandag kl. 3.48 ved, at nogen gik rundt i hans lejlighed, der ligger på Amaliegade i Aarhus C. Den 25-årige havde ikke låst sin dør, og da han stod op, kunne han se en fremmed mand, der var gået ind af døren og nu gik rundt med hans iPad i hænderne. Da den 25-årige råbte af manden, smed han iPad’en og skyndte sig ud af lejligheden. Beboeren fulgte efter et stykke ned ad gaden og nåede at tage et billede af den ubudne gæst med sin mobiltelefon. Herefter ringede han til politiet, der hurtigt sendte en hundepatrulje til stedet. Patruljehunden fik straks færten af den flygtende mand og ledte sin hundefører hen til Posthussmøgen, hvor den satte sig og begyndte at gø foran noget byggemateriale. Her lå en 41-årig mand og forsøgte at gemme sig. Hundeføreren kunne genkende manden fra det billede, som den 25-årige havde taget, og den 41-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud. Der har været et lignende indbrud natten til mandag på Sønder Allé i Aarhus C, og Østjyllands Politi er nu ved at undersøge, om den 41-årige også kan stå bag det.
|