14 mænd dømt for vold og frihedsberøvelse må ikke opholde sig i Aarhus Kommune.

Østjyllandidag
Tirsdag 3. november 2020 kl. 19:00

14 mænd dømt for vold og frihedsberøvelse må ikke opholde sig i Aarhus Kommune.

.
14 mænd blev tirsdag idømt fængselsstraffe for i januar i Aarhus at have overfaldet tre mænd og tvunget dem ind i tre forskellige biler.

Straffene lød på ubetinget fængsel imellem ni måneder og tre år og ni måneders fængsel.

Én af mændene blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, og en anden fik en advarsel om udvisning.

Ni af mændene blev dømt efter den såkaldte straffelovens §81a, den såkaldte bandeparagraf, da retten fandt det bevist, at de har relationer til en bandegruppering, og at episoden var egnet til at skabe en konflikt mellem kriminelle grupperinger. De ni blev oveni fængselsstraffen idømt et opholdsforbud, så de i de næste tre år ikke må opholde sig i Aarhus Kommune.



Samlet over 20 års fængsel

De 14 mænd blev anholdt den 16. januar efter Østjyllands Politi havde fået oplysninger om, at tre mænd var blevet overfaldet i Gellerup. Flere biler stak af fra stedet, da politiet kom frem, men alle endte med at blive standset efter en længere eftersættelse. Den ene bil med fire mænd blev standset i Tilst, mens de resterende 10 mænd blev standset og anholdt på motorvejen ved Vejle.

Ved Retten i Aarhus blev mændene alle dømt for vold og frihedsberøvelse.

”Der er tale om et groft og voldsomt overfald, og jeg er tilfreds med, at de tiltalte samlet set blev idømt over 20 års fængsel for dét flere af dem selv kaldte for en hyggetur til Aarhus. Jeg er samtidigt tilfreds med, at flertallet af de tiltalte blev dømt efter bandeparagraffen, som var medvirkende til, at deres straf blev skærpet” siger specialanklager Jesper Rubow.

To af de dømte modtog dommen, en ankede og 11 har taget betænkningstid i forhold til at anke.



© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.