110 meter høj skorsten væltet – tekniske undersøgelser i gang

Østjyllandidag
Torsdag 22. oktober 2020 kl. 18:00

110 meter høj skorsten væltet – tekniske undersøgelser i gang

En medarbejder på et skib i Aarhus Havn hørte onsdag kl. 23.32 et højt brag og kunne efterfølgende se, at en ca. 110 meter høj stålskorsten var væltet ned gennem en bygning ud på havnearealet. Medarbejderen ringede 112 og kort fik Østjyllands Politi spærret området omkring den væltede skorsten af.

Der var stort set ingen personer til stede på havnearealet, og ingen kom til skade ved uheldet.

Skorstenen stod på Vilnagade og er væltet ned over vejen ved havnekajen på Danziggade og Vilnagade.

Både Østjyllands Politi og Arbejdstilsynet er torsdag i gang med undersøgelser på stedet, der skal være med til at klargøre, hvordan skorstenen kunne vælte.

Politiet forventer ikke, at afspærringen og arbejdet med oprydning og undersøgelser kommer til at påvirke trafikken synderligt.

Det er uvist, hvor lang tid der går, før arbejdet med skorstenen er færdigt.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.