Politik

Principper og skjulte konstitueringer

Principper og skjulte konstitueringer
Redaktion
Af Redaktion 14. marts 2014

Der er skabt en større debat ud fra diskussionen i byrådssalen i mandags, hvor jeg stemte nej til at bevilge 2. borgmesteren et vederlag på 30.000 kroner for to ugers vikariat.

Kritikerne siger, at det er det nye byrådsmedlem, der ikke kender til den gamle praksis om, at man giver 2. borgmesteren et vederlag for den tjans. Det vil bare aldrig være et godt nok argument for mig, når der skal deles ud af skatteborgernes penge.

Selvfølgelig mener jeg, at vi politikere skal lønnes for det arbejde, vi udfører, men at vi ikke selv kan overholde de krav, vi selv stiller til kommunens medarbejdere om blandt andet at koordinere ferie, så er det bare ikke godt nok. Og det er fuldstændig ligegyldigt om man har gjort det i 10 eller 100 år. Vi afskaffede jo også slaveriet, fordi vi blev klogere.

Det handler ikke om det relativt lave beløb, men om principper. Det handler om at vise respekt overfor kommunens hårdtarbejdende medarbejdere og for skatteborgernes penge.

Og det handler om åbenhed. For er dette i virkeligheden en del af en skjult konstitueringsaftale? Har man med vilje planlagt ferie, så der kan gives et vederlag til 2. viceborgmesteren? Er det praksis blandt politikerne, at de laver skjulte aftaler om vederlag i konstitueringer, som ikke skrives ned, og som ikke bliver fortalt åbent om til skatteborgerne?

I SF mener vi, at alt skal være tilgængeligt for kommunens borgere. De skal vide, hvad vi politikere får, og hvorfor vi får det. Vi er valgte på vegne af dem, og vi må ydmygt forvalte kommunens midler i åbenhed og dialog. Så hvis man mener, at 2. viceborgmesteren skal have et vederlag for den post, så skal det tages op på et byrådsmøde, hvor vi alle kan følge med i demokratiets ånd.

Derfor stiller SF på næstkommende byrådsmøde følgende spørgsmål:

* Er vederlaget til 2. viceborgmesteren i forbindelse med afholdelse af ferie en skjult del af konstitueringen?

* Er der andre skjulte dele af konstitueringen, som betyder vederlagsudbetalinger til politikere?

* Hvad er konstitueringens parters holdning til skjulte aftaler om vederlag?

Læs også:
* KRITIK AF FERIEUDGIFTER PÅ BORGMESTERGANGEN – klik.
* POLITIKERE SKAL OGSÅ VISE MÅDEHOLD – klik.
* FERIE ER BARE DEJLIG – klik.
* FERIEVEDERLAG TIL NYHUUS ER FORVALTNINGENS FEJL – klik.

Link til en af debatterne på Facebook – klik