Kultur

Pride vender tilbage til Randers: Biblioteket inviterer til regnbuefest for hele familien

Kreative aktiviteter, ansigtsmaling, quizzer og fællesskab er på programmet, når Randers Pride afholdes for fjerde år i træk den 4. juli.

Søren Greve
Af Søren Greve 18. juni 2026

Randers bliver endnu engang fyldt med regnbuefarver, musik og fællesskab, når Pride 2026 løber af stablen lørdag den 4. juli. For fjerde år i træk samles borgere fra Randers og omegn til en dag med fokus på mangfoldighed, synlighed og retten til at være sig selv.

Som tidligere år bakker Randers Bibliotek op om arrangementet og åbner dørene til en række aktiviteter for både børn og voksne på Hovedbiblioteket.

– “Biblioteket er et sted for alle, og derfor er det naturligt for os at støtte op om Pride i Randers i samarbejde med initiativtagerne fra Randers Regnbuen. Vi vil gerne være med til at skabe synlighed, fællesskab og trygge rammer, hvor mennesker kan mødes på tværs af forskelligheder,” siger Lena Koldsø fra Randers Bibliotek.

Kreative værksteder og regnbuequiz

I løbet af dagen kan besøgende blandt andet lave regnbuebadges, perleplader og deltage i brætspil på biblioteket. GlimmerMarie står klar med ansigtsmaling og glitrende dekorationer, så både børn og voksne kan blive festklædt inden Pride-paraden.

Der bliver også mulighed for at teste sin viden i en regnbuequiz med præmier på højkant, ligesom bibliotekets samling af regnbuebøger sættes i fokus. Her kan gæsterne finde fortællinger om kærlighed, identitet og mangfoldighed.

Som noget nyt deltager AIDS-Fondet i arrangementet på biblioteket. Her kan besøgende få en uforpligtende snak med en rådgiver og benytte sig af gratis test for klamydia og gonorré.

Safe Zone midt i festlighederne

I Kulturhusets Sal etableres en Safe Zone, hvor gæster kan trække sig tilbage, oplade deres mobiltelefon eller benytte bibliotekets faciliteter. Biblioteket holder åbent fra klokken 9 til 15 på dagen.

En dag med både kamp og fejring

Bag Randers Pride står det frivillige fællesskab Randers Regnbuen. Initiativtagerne Thea Nørgaard Feldager og Sara Thelén Schlüter har siden den første parade arbejdet for at skabe et samlingspunkt for queermiljøet i Randers og det omkringliggende opland.

– “Pride er en mulighed for at møde ligesindede, og mange venskaber er startet til eventet. Der kommer folk fra hele oplandet, og særligt i mindre byer oplever folk, at der ikke altid er plads til det udtryk, de føler sig hjemme i. For nogen har det været svært at komme ud i offentligheden, og det får de mulighed for til Pride,” siger Thea Nørgaard Feldager.

Sara Thelén Schlüter understreger, at arrangementet både handler om synlighed og fællesskab.

– “Det er en dag, hvor vi både kæmper for vores rettigheder og samtidig fejrer, hvor langt vi er kommet. Vi vil også rigtig gerne skabe synlighed for mennesker, der ikke er en del af miljøet, og derfor er alle velkomne – både børn og voksne,” siger hun.

Parade, musik og kunst

Efter aktiviteterne på biblioteket fortsætter festlighederne på Jens Otto Krags Plads fra klokken 13. Her byder Randers Regnbuen på Pride-parade, musik og en bod med alkoholfri drikkevarer.

Som en nyhed ved årets arrangement kan gæsterne opleve en Artist Alley, hvor queer-kunstnere sælger deres værker og produkter. Dagen afsluttes med efterfest på Café Von Hatten.

Arrangørerne håber igen i år at samle både lokale borgere og besøgende fra hele området til en dag, hvor mangfoldighed, fællesskab og åbenhed er i centrum.