Fra i morgen kan kunderne blandt andet nyde de populære cookies fra den vestjyske bagerkæde Ejvinds Bageri, der for første gang vil være tilgængelige i Randers-området.
Ejvinds Bageri har haft stor succes med sine store cookies i varianter som guf, brunsviger og romkugler, der under corona-pandemien blev landskendte gennem deres online forsendelser. Nu kan randrusianerne se frem til at finde dem i Delikatessehuset på Vennelystvej.
“Vi ser frem til samarbejdet med Delikatessehuset og er overbeviste om, at vores kvalitetscookies vil passe perfekt ind i deres eksklusive sortiment. Vi glæder os til at kunne tilbyde deres kunder en unik smagsoplevelse fra Ejvinds,” udtaler Oliver Jørgensen fra Ejvinds Bageri.
Hos Delikatessehuset er begejstringen gensidig. Driftleder Tina Christensen fortæller, at samarbejdet med Ejvinds har været undervejs i flere måneder. “Vi startede i foråret med at forhandle deres ‘cookiebites’ i vores gavekurve, og så opstod snakken om at udvide samarbejdet. Vi har gjort klar til en ny chokoladekøler, og nu er vi klar. Ja, det håber jeg da i hvert fald,” udtaler en smilende Tina Christensen. Hun tilføjer, at både personalet og kunderne er meget spændte på at byde cookies, flødeboller og romkugler velkommen i sortimentet.
Udover de populære cookies fra Ejvinds Bageri vil Delikatessehuset også tilbyde luksusromkugler fra Selected Gourmet, samt de store “flødebolle-bøffer” fra den danske økologiske producent Anker Chokolade. “Der er mange flødebolleproducenter i Danmark, men vi synes bare, at flødebolle-bøfferne fra Anker Chokolade er de bedste,” fortæller Tina Christensen. “Bunden er lavet af blød marcipan, skummet er med forskellige lækre smage, og hele herligheden er overtrukket med chokolade og pyntet rigtig fint.”
Thøger Brandt fra Anker Chokolade udtaler sig også positivt om samarbejdet. “Vi glæder os ekstremt meget til at udvide vores gode samarbejde med Diana, Tina og resten af Delikatessehuset. Markedet for bland selv luksus slik vokser, og med vores økologiske håndlavede flødeboller er vi sikre på at kunne bidrage positivt til salget hos Delikatessehuset.”
Butikken har allerede set stor interesse fra de lokale kunder. Selvom det officielle salg først starter torsdag, har flere kunder fået lov til at købe de nye lækkerier i dag, onsdag. “Vi har haft nogle kunder, som har fået lov at tyvstarte, og de har allerede gjort et pænt indhug i vores flødebolle-beholdning. Så nu håber jeg bare, vi har nok til hele weekenden,” siger Tina Christensen.
LÆS OGSÅ: Randers firma opkøber endnu en konkurrent
Denne udvidelse er et naturligt skridt for Delikatessehuset, som i sommer overtog det århusianske online gavefirma Gaestus.dk. “Selvom Delikatessehuset er født som en eCommerce virksomhed, er der ingen tvivl om, at den fysiske butik her i Randers er en vigtig del af virksomheden,” fortæller indehaver Diana Thaagaard. “Vi ser en fin udvikling i butikken, og derfor har jeg været meget positiv omkring at udvide med salg af andre former for lækkerier. Butikken er bestemt et fornuftigt sted at satse.”
Delikatessehuset, der åbnede sin fysiske butik i 2021, har netop fjernet sin pakkeshop for at skabe mere plads til salg af delikatesser, drikkevarer og søde sager, og med de nye tiltag ser fremtiden lys ud for den populære butik i Kristrup.
LÆS OGSÅ: Ny digital platform fra Randers gør op med bookinggebyr på studenterkørsel